Tips til hønsehold

 

Høns er nemme og skønne dyr, der mirakuløst forvandler haveaffald til æg, kød og kompost.  Dertil kan de blive håndtamme, er såre underholdende og mange kaster sig da også begejstret ud i hønsehold for snart at opgive igen,  fordi almindelige udfordringer dæmper hønseglæden.

Her er spørgsmål og svar, der måske kan hjælpe nye hønseejere med at forebygge vanskeligheder, inden der investeres tusindvis af kroner i dyr og materialer.

En hanekylling med hønniker af racen Plymouth Rock nyder kogt rødkål

Racehøns eller hybridhøns?  Hybridhøns som Isa Warren lægger absurd mange æg, helt op til  350 om året det første år, men bliver slidt op efter et par år og dur ikke til kød. Det er gerne æg af hybridhøns, der ligger i supermarkedernes køledisk. Man kan ikke selv avle videre på hybridhøns med godt resultat, så derfor må der løbende indkøbes og indlemmes nye fugle i flokken.

Racehøns lægger færre æg og holder typisk helt æglægningspause i tre måneder om vinteren. Fordi de hvert år restituerer sig, kan de til gengæld holde længe og lægge æg i op til 8 år. Mange racer er gode at spise og fornøjelige selv at avle videre på.

Fritgående høns eller høns i gård? Fritgående høns finder det meste af føden selv. Et skønt skue i enhver have. Er haven stor og hønsene relativt få, kan flokken fungerer som omvandrende gødnings- og insektdræbermaskiner. Desværre spiser høns andet end ukrudt og snegleæg, og et nyspiret så- eller staudebed kan blive temmelig raseret af en hønseflok på gennemrejse. Går hønsene frit, må man desuden være forberedt på at miste nogle stykker til ræv, mår eller naboens hund ind imellem.

Det er umådeligt svært at lære høns, hvor matriklens grænser går, så det kræver også forstående naboer og gode talegaver at rede trådene ud, når en høne har inviteret sig selv til søndagsfrokost i det grønne next door.

Høns i gård kræver mere pasning, foder, plads og omtanke for at trives.  Indhegnede høns  giver til gengæld den nervøse haveejer ro i sjælen og fred med naboerne.

Hvordan vander og fodrer jeg mine høns?

Høns skal altid have adgang til rent vand. Vandet skal med andre ord skiftes dagligt og vandbeholderne holdes rene. Lidt knust hvidløg i vandet siges at styrke hønsenes immunforsvar. De kan i hvert fald godt lide det. Om vinteren fryser vandet i vandbeholderen af og til. Hold skarpt øje og hav en ekstra vandbeholder i bryggers eller fyrrum, så du eller dine børn let kan bytte rundt på frossen og flydende vand et par gange hver dag, når frosten virkelig klinger.

Fodring: Med ca. 20% grønt affald, 30% grønt afklip fra haven (fx skvalderkål er mums for høns), 30% korn og 20 % foderpiller samt et drys knuste strandskaller er du meget godt kørende. Høns er håndtamme på et øjeblik, hvis du rækker dem lidt rosiner af og til.

Bemærk, at det ifølge ny EU forordning  er forbudt at fodre med grønt affald, der har har været indenfor i et køkken.

 

Hvad med fugleinfluenza, parasitter og rotter?

Plager er der nok af til at ødelægge hønseglæden, men alle kan de  håndteres. Vi flyver hen over et par stykker her.

Fugleinfluenza: Der er ingen vej udenom. Overdæk fra starten en god adskilt del af hønsegården, så du er beredt, når og hvis der igen kommer påbud .

Parasitter: Sørg for at dine høns kan støvbade. Fordelen ved en overdækket gård er, at der altid er et helt tørt område til hønsewellness under taget.  I min erfaring er risikoen for blodmider især stor, når temperaturen når op over 25 C. Her er forebyggelse bedre end helbredelse. Hold hønsehuset rent (fjern synligt møg flere gange ugentligt og mug helt ud hver 14. dag). Se her hvordan du kan forebygge med et økologisk middel i tide, når vejrudsigten lover omslag til den varme side.

Rotter: Hønsegården skal være lukket med net foroven og forneden og hønsenettet gravet ned ca. ½ meter hele vejen rundt. Hvis det er for bøvlet, kan du alternativt prøve at bukke nettet om ved jorden og forlænge det  ca  ½ meter ud fra hegnet. Rotter vil forsøge at grave sig ned under hegnet, hvor forhindringen slutter, men støder så på hønsenettet. Anskaf evt en superkat som vores fantastiske Storemis, der har vist sit værd som rottefænger eller lån  en rottefangende hund af og til.