Hvem skal dø – Anders, André eller Andy?

Begrebet ”Kill your darlings” får ny betydning for en nyklækket landmand. Ved daggry hver morgen bliver jeg mødt ved søbredden af mine fire nye venner, moskusænderne Andrea, Anders, André og Andy. Vi følges småsnakkende hele vejen hen til det gamle hønsehus. Lugen ind til morgenmaden går op og de fire skønheder vralter ind på rad og række for straks at tage for sig.

Dandy’en Andy tjekker sit spejlbillede
Anders den årvågne andrik
André med et lille smil om næbbet

Med krogen fuld af korn er det bagefter tid til at tage en slapper under den store thuja, hvor der altid er tørvejr og læ.

Men. Tre kærester er to for mange for lille Andrea. Med forårets komme så vi svært gerne en flok søde ællinger i søen, og dertil er kun en enkelt andrik nødig. Der går frygtelige historier om druknede ænder som følge af alt for mange ivrige friere. Det skal Andrea bestemt ikke udsættes for. Så hvem skal på julebordet i år – og hvem skal være far til sommer?

Den tunge beslutning vil blive truffet i løbet af weekenden, hvor vi får vores debut som hjemmeslagtere. Mere om det i næste indlæg.

 

 

FAKTA: Kønsbestemmelse af halvvoksne moskusænder

  • Hannen har gule kraftige ben og begyndende blodrød maske omkring øjne og over næb
  • Hunnen har lyse, lidt spinklere ben og den røde maske er ikke nær så udviklet

2 Replies to “Hvem skal dø – Anders, André eller Andy?”

  1. Jeg synes nu, at André med sin charme -skal levere ællingerne til søen:) Såå med lidt vemod, må jeg vælge, at det bliver Anders som skal på jeres julebord! Selvom det er 2 stolte og meget flotte ænder i har jer:)

Lukket for kommentarer.