Befriede burkaniner indtager stalden

Hankaninen Kane spæner rundt, mens Kandis ser beundrende til på afstand

Først løb burhøns med al opmærksomheden, og buræg sælger ikke længere godt i supermarkederne. Så kom burgrisene i spotlyset, og frilandsgrise går nu som varmt brød. Nu må det snart være kaninernes tur. Godt nok kan de nuttede pelsdyr hverken gale, gokke, gø eller grynte op om, at det er for galt. Alligevel bliver de hørt af flere, og nytårsaftensdag slap tre af dem ud af buret og ind i stalden hos Alt Godt fra Haven.

Kaniner er blide, nøjsomme, tålmodige dyr, der uden at kny tager til takke med bure på ned til en halv kvadratmeter stablet i flere etager. Sådan har man holdt slagtekaniner i generationer uden at få ondt i samvittigheden. Kælekaniner har det som regel ikke stort bedre.

Hvid Land er en albino. Her ses Karen på 5 måneder.

Da beslutningen om at avle frie kaniner var truffet, var valg af race det næste. Vi fandt det nærliggende at vælge Hvid Land, den danske nationalrace, der får mange roser med på vejen i et bevaringsprojekt  omtalt af Danmarks Kaninavlerforening. For 50-70 år siden sikrede den robuste race, at også børn af fattige husmænd fik kød på bordet.

Hvid Land stiller imidlertid den moderne dyrevelfærdsentusiast i et dilemma, som vore  bedsteforældre ikke skænkede en tanke. Kaninerne bliver solskoldede på ørene! Kein problem når man holder flere kaniner pr hyldemeter i skyggen. Sturt, sturt problem, når man gerne vil slippe kaninerne fri på græsplænen.

Nå, hvad gør en klog? Jamen dyrevelfærd trumfer da nationalromantiske hensyn til hver en tid. Så derfor har vi foreløbig taget to amerikanere til os. Mød Kane og Kandis, to kaniner af racen California med et ganske særligt fortrin, sorte ører.

Grene af hassel er gode til at slide tænderne. Æblegrene er endnu mere lækre synes Kane.

Som funny fact for nørder, der ligesom jeg nyder genetiske finurligheder, kan det nævnes, at California egentlig er en albino ganske som Hvid Land. En superheldig mutation har medført, at enzymet der producerer sort pigment alligevel virker. Men kun hvor kropstemperaturen er lavest. Deraf de totalt nuttede sorte ører, snude, hale og poter, og medfølgende tolerance for sol. Stor fordel i Californien.

Spisepause. I den milde vinter er der stadig godt med friske græsser og urter at finde til kaninerne

Nationalromantikken har dog også sejret. Vi har tillige erhvervet søde Karen af racen Hvid Land og leder pt efter en Karl til hende. Man kan vel stille en af kaningårdene under nogle store træer….

Så med lidt held er der fine kaninunger af begge racer samt krydsninger klar til sommer. Til vores egen fryser og til dig, der vil prøve en grydeklar kaninsteg. Men også til dig, der har mod på selv at starte selvforsyning.

Lige nu nyder vi synet af kaninernes badutspring i de 10 kvadratmeter store hestebokse, vi har indrettet til kaninstald med en etværelses lejlighed og agilitybane til hver.

Lykken bliver at sætte både dem og os selv på græs til foråret.

 

 

 

 

One Reply to “Befriede burkaniner indtager stalden”

Lukket for kommentarer.