Byt spaden med grelinetten og red verden

Fruen på Daltoft i færd med at indføre grelinettering af jorden

Fræse, grave, pløje, harve. Jord skal da endevendes inden dyrkning. Næ, det er hverken  god økologisk stil eller sund fornuft længere. Også indenfor have- og jordbrug er disruption undervejs. Ud med konventionel jordbearbejdning. Ind med kompost, gamle aviser og manuelle redskaber som grelinetten også kaldet for en bredgreb.

For hvorfor forstyrre jordens økosystem og få ondt i ryggen af at grave, når de venlige regnorme hjertensgerne gør arbejdet helt gratis, bare de får fred og foder.

 

Tak til regnormene

Lad os lige stoppe op og lovsynge regnormene, de fantastiske dyr. I en verden uden regnorme ville en gåtur i skoven snart blive helt umulig, fordi meterhøje dynger af døde bøgeblade ville hobe sig op overalt. Men heldigvis gør ormene deres arbejde.

En nøglespiller i jordens økosystem

Ganske vist er det mest svampe og bakterier, der ligger inde med de rette enzymer til at nedbryde døde ting og sager, så næringsstofferne slipper fri og kan genbruges af planterne.

Regnormene speeder bare processen gevaldigt op ved at hive bladene ned i jorden, findele dem og blande det hele godt og grundigt. Og så graver de gange, der letter og lufter ud i jorden, så vand og ilt kan nå planterødderne.

Vi skylder regnormene en stor tak.

I god havejord er der typisk masser af orme.  I en konventionel mark langt færre, for dem har ploven for længst choppet til ormehakkekød og så er orme ikke så vilde med pesticider. Nedbrydersvampe har det heller ikke for godt i en pløjemark. Det fine filigran af svampetråde, myceliet, tåler nemlig dårligt den hårdhændede jordbearbejdning.

 

No dig farming efterligner naturen

De allerførste no dig bede hos Alt godt fra Haven er ved at blive anlagt.

No dig farming er et  dyrkningssystem, der efterligner processerne i naturlige økosystemer så vidt muligt. Et vigtigt princip går ud på at fodre regnormene med organisk materiale, altså kompost, ovenpå jorden ganske som i bøgeskoven og lade ormene grave hele møget ned.

Målet er naturligvis en lækker organisk jord fuld af liv og godt med vand, luft og næring til afgrøderne.

 

 

Hvad med ukrudt?

Her kommer aviserne ind i billedet.  Fugtede aviser eller genbrugspap fungerer som biologisk nedbrydelig ukrudtsspærre.  Helt enkelt, men metoden kan og bliver varieret i det uendelige. Der er fx delte meninger blandt tilhængere af no dig, om hvorvidt møget skal ovenpå eller neden under aviserne. Om èn slags kompost er fint, eller en sandwich af flere slags kompost er bedre og så videre.

 

Den gravefri have i tre trin

Alt godt fra Haven holder af enkle løsninger, så vi nøjes med tre trin i anlæg af den gravefri have.

  1. Ved hjælp af grelinetten løsnes i dybden uden at vende jorden
  2. Genbrugspap rulles ud i lange baner og fugtes godt igennem
  3. 25 cm god kommunekompost lægges ovenpå og vandes

Sådan bruges grelinetten 

1. Hop op på grelinetten så den synker godt ned i jorden
2. En brugbar teknik er at vende den tungeste legemsdel bagud og lade tyngekraften arbejde for dig
3. Let og elegant er jorden nu løsnet men ikke vendt.

 

Vores grelinetter er dansk håndværk fremstillet hos Svalevang, og vi er meget tilfredse med kvaliteten.

Så er bedet klart

Mange afgrøder som grønkålen her er drevet frem i vinueskarmen inden udplantning

Småplanterne sættes direkte i komposten. Efterhånden som de vokser til, vil rødderne bryde gennem den fugtige pap og trænge ned i den løsnede jord. Gangene mellem bedene kan holdes fri for ukrudt med halm iblandet hønse- og kaninmøg. Efterhånden som halmen komposterer flyttes det over på bedene.

 

Mange slås med snegleproblemer i ukomposteret halm, men det har vi en flok moskusænder til at løse. De elsker dræbersnegle. Og vi elsker andesteg.

Vi har kun en begrænset mængde kompost, men derimod temmelig mange frø og planter. Derfor vil kun en mindre del af haven blive anlagt efter denne metode i år. Der bliver altså på god gammeldags videnskabelig vis mulighed for at sammenligne udbytte og arbejdsindsats ved den nye metode med den traditionelle.

Dejligt at slippe for at grave og luge så meget. Og så er der endnu en fordel ved no dig farming. Vores tunge lerjord bliver rigere på organisk kulstof. Noget organisk stof bliver til humus, som forbliver i jorden i en evighed, før det igen gasser af som CO2 til atmosfæren.

no dig farming modvirker på den måde klimaforandringerne og redder verden, i hvert fald  en lillebitte smule.