Jorden på markstykket er noget værre møg.
Eller gid den var, for så kunne der dyrkes grøntsager derude. Snarere har vi at gøre med en udpint lerjord næsten uden organisk indhold. Dermed er marken bogstaveligt talt stendød.
En ørken, hvor kun de sejeste tidsler trives.
Lort er løsningen – og helst masser af det spredt udover det hele. Som sendt fra himlen har vi en nabo, Kirstine, der driver et større hønse- og hestehold. Sådan et foretagende producerer guddommeligt meget møg, og gæt engang. Vi må få det, hvis vi selv henter det.
Men hvordan?
”Ja, tidligere har nogen hentet det med en bobcat”, fortæller Kirstine.
Jamen sådan en har vi ikke, og den koster en formue at leje og fragte helt herud.
Til gengæld har vi Lucas på 17, og hans gode ven Daniel. To friske gymnasieelever, der giver sig af med vægttræning, og nu har vi et fornuftigt projekt at bruge de unge stærke muskler til.
En meget varm dag i maj tager de fat. En halvgammel mand og to teenagere starter kl. 9.00 sharp kun udstyret med møggrebe, en traktor og en vogn . I løbet af ni timer cykler de i alt 25 km frem og tilbage mellem Kirstines og vores gård. Skovler 11 vognlæs møg med top og læsser det af igen på vores jord.
De står i lort til anklerne. Bliver smurt ind i det. Sveder flere liter og kommer til at stinke af stald. Læg så lige en gedigen solskoldning oveni– men de prægtige unge mænd gennemfører med godt humør og uden at brække sig over stanken.
Faktisk har drengene lovet at gøre det igen. Hvad skal jeg sige? Med sådan en ungdom er der håb for Danmarks fremtid. Tak Lucas og Daniel. I er for seje.
