Nogle dage som bondeknold er rolige og forudsigelige. Faktisk er de dage undtagelsen. Oftest sker der et eller andet overraskende, ja til tider sindsoprivende, når man har så mange dyr.
For eksempel en dag, hvor den grå puttehøne skælder ud og gemmer sig for Hansemand. Mærkeligt. Så tager jeg tid. Og det er ikke løgn. Hansemand, som hidtil har virket affældig, springer på puttehønen hvert tredje minut. Holder hende fast med sine sylespidse hanesporer under akten. Det kan en høne måske godt holde til hver anden dag, men ikke hvert tredje minut.
Et nærmere eftersyn afslører, at hønen er flået op i siden under vingen – og så gives der kun en udvej. Akut aflivning. Næsten voldtaget til døde er hun, staklen.
Udover at være en liderlig karl er Hansemand også kamplysten. En eftermiddag møder Hansemand unghanen Hannibal, fordi de begge forsøgsvist får udgang samtidig på den to hektar store grund. Ud fra den naive betragtning, at her må være plads nok til to haner med hver sin flok høns og tilhørende hønsehus. Men nej.
Hansemand puster sig op og går frontalt til angreb med sporerne fremme, så det flyver med fjer til alle sider. Kampen bliver kort. Hannibal taber og står forstenet tilbage, mens en bloddråbe løber fra kammen ned langs næbet.
Hannibal kære Hannibal
Du som er så blid og god. Du som fordeler din rigelige gunst ligeligt mellem alle hønsefanterne. Og klukker mildt og længe, når du finder en godbid. Som om du synger:
”Damerne først, damerne først”
Kun hvis ingen af damerne får øje på den, nupper Hannibal regnormen til sig selv. Virkelig en gentleman.
Men selvfølgelig kan man kun have én fritgående hane ad gangen. Selv i en meget stor have. Det er ikke spor svært at vælge, hvis hoved skal ende på huggeblokken.
Den aften er der mad nok til rævens unger. Farvel og tak, Hansemand.
Vuggedød i hønsegården
En anden morgen løfter jeg en skrukhøne forsigtigt af reden så fuld af varme æg. Det er dagen før dagen.
”Kom nu lille ven, du trænger til en lille pause og til at spise lidt”, pludrer jeg.
Spiddet på hønens ene klo sidder en nyklækket kylling.
Våd endnu, for tidlig født, udmattet pippende løftes den med op. Halvdød før livet rigtigt begynder. Indrømmet, sådan et syn får det til at stramme om hjertet. Mere hårdkogt bondeknold er jeg ikke endnu.
Andre dage står den bare på fuldfed idyl her midt i midsommerens babyboom. Vi vælter os i puttenuttede ællinger og lækre kaninunger. Smæsker os i skovjordbær, mens kirsebærrene rødmer dybere for hver dag og vi lige så stille drukner i mængderne af nye kartofler.
Sådan er der nemlig også her i Udkanten – alias Sommerlandet.
