Han svinger jernstangen. Jeg vender ryggen til og holder mig for ørene. Slaget rammer præcist bagsiden af kraniet og det smukke unge dyr er øjeblikkeligt ekspederet til de evige kaninmarker.
Duften af frisk æblegren og hænder, der nusser langs kindbenet er det sidste i denne verden mine dejlige kaniner sanser. Lige præcis sådan elsker en kanin at blive rørt. Så lukker den øjnene, rejser ørene og strækker halsen. Nakken blottes en smule. Slaget kan gå rent ind, uden den opdager det mindste.
Nu skal dyret op at hænge med benene i to løkker. Halsen åbnes og blodet løber fra. Jeg trækker vejret igen, lettet over at vi kan finde ud af at aflive uden stress – i det mindste uden stress for dyrene.
Det er kun et halvt år siden jeg hentede mine første avlskaniner i en flyttekasse. Nu hænger det første kuld slagtede kaniner allerede på stribe under et halvtag og venter på at blive pelset og renset. Sjældent har jeg lært så meget så hurtigt – og det helt uden at få et fint stykke papir til mappen med eksamensbeviser.
Solen kravler op over trætoppene nu og brænder os i knæhaserne. Det skal gå tjept, for termometeret når hurtigt 30 plus i denne historisk varme sommer.
Pelsen løsnes fra ben, bug og bagdel og trækkes som en løs overfrakke ned over dyret. Ærgerligt at se de fine silkebløde skind glide ned i posen med slagteriaffald. Men erfarne avlere siger, at dyrene skal være noget ældre end 4 måneder før skindet kan garves med godt resultat. I takt med at skindet bliver stærkere bliver kødet også sejere, så her har vi et ægte dilemma.
Vi må pejle os ind på det optimale slagtetidspunkt for både skind og kød. Af respekt for dyrene er målet med tiden at udnytte det hele. Rub og stub.
Kødet til menneskemad, ørene til hundemad, hjerte og lever til den fineste gæstemad. Pelsen til beklædning. Poterne til talismaner. Indvolde og kranier til kompostering, så molekylerne kan vende tilbage til universets evige kredsløb.
Min husbond fører kniven, mens sveden perler på panden. Jeg skygger med parasollen og læser frit op fra manualen. Man er vel akademiker, ikke sandt.
”Tag nu tarmene ud og beskyt med den anden hånd leveren. Pas på galdeblæren. Går den i stykker i dyret skal hele slagtekroppen kasseres.”
Jeg skyller de rensede dyr. Tillader mig lige et par sekunder at beundre de veludviklede rygmuskler. Jeg er rent ud sagt pissehamrende stolt af mit produkt, undskyld mit sprog. Slagtekroppene skal ligge i koldt vand med køleelementer i en time, for ikke at blive tørre. Pyh, så kan vi lige nå lidt frokost inden der skal vejes, pakkes, mærkes og fryses.
Der hersker et fuldkommen grotesk misforhold mellem arbejdsindsats og udbytte ved at avle kaniner, som vi gør. Så hvorfor gøre det?
Det er et spørgsmål om viden og tro.
Vi ved, at meget endnu kan strømlines uden at gå på kompromis med dyrevelfærd, kvalitet eller miljøvenlighed.
Vi tror, gourmander derude gerne betaler lidt mere for vores produkt end for franske eller kinesiske ditto opdrættet under kummerlige forhold.
Spændende bliver det at tage temperaturen på forbrugernes tanker om Alt Godt fra Haven og vores kaniner, når vi svinger forbi Smag på Stevns på Rødvig Havn d. 4. august. I år som tilskuere, til næste år som deltagere.
Vi ses!
Husets søn Lucas, 17 år, da han smager kanin for første gang:
“Jeg kan faktisk bedre lide kanin end kylling. Det smager af mere.”