De høns altså. En evig kilde til underholdning og refleksion. Tag nu skrukhønen, som i sandhed er en Hønemor. I hvert fald mens kyllingerne er små. En sommerdag imponerer hun virkelig. Jeg hyler op.
”Claus, Claus kom og se, hønen har fanget en rotte. Hun slår den ihjel”
Hønen bruser med vingerne foldet ud i en vifte, bag hvilken alle de søde små kyllinger står skræmt, men effektivt skærmet mod skadedyret. Imens tildeler Hønemor rotten det ene sønderlemmende hak efter det andet. Hak, hak i hovedet og hak, hak i ryggen. Kærlighed og krig i samme pakke. Multi-tasking er jo noget, hunner er gode til. Rotten lever endnu, men kan ikke længere bruge benene.
Vi har hos Alt godt fra Haven henover sommeren kæmpet en sej kamp for at undgå rotter. Det er umuligt. Heri deler vi skæbne med mange fra by og land i det Herrens år 2018. Drevet af tørst søger de uønskede strejfere fra udtørrede vandhuller mod husdyrenes forsyninger. Sådan er det.
Vores stærkeste allierede i kampen har hidtil været Storemis og Lillemis, der nødvendigvis måtte omdøbes til Smukkemis og Grimmemis, da den lille vilde killing pludselig vokser sig større end den store. De to katte patruljerer hver nat på loftet over stalden.
Vores begejstring vil derfor ingen ende tage, da vi opdager, at vi potentielt har 20 ekstra superseje fjerklædte rottedræbere på matriklen. Så batter det noget.
I front for rottebekæmpelsen står general Sundae, en græsk gadehund, vi har taget til os, fordi han grangiveligt ligner en rottefænger af terriertypen iblandet lidt bulldog og et skvæt beagle. Som bonus er han allerede voksen og renlig. En plug-and-play hund, tror vi nok. Som selvfølgelig vil have godt af lidt oplæring, og nu byder muligheden sig.
”Giv den til Sundae, giv den til Sundae” skråler jeg eksalteret.
Min ridder, min frygtløse helt – samler med en greb den halvdøde rotte op og serverer den for hunden. Vi glor spændt. Hvad mon der nu sker?
Sundae ser undrende på os. Mærker forventningspresset. Snuser prøvende til rotten og begynder så omsorgsfuldt at slikke dens bagparti, den er jo såret.
Suk. Sundae er lutter Kærlighed helt uden krig. Claus gør kort proces og afslutter aflivningen.
Kyllingerne vokser til og en dag sniger Hønemor sig væk fra sit afkom. Åh nej. Der kunne jo komme en kat-ræv-rotte forbi igen. Så jeg må slippe mine gøremål og vogte kyllinger indtil hun kommer på bedre tanker. Hønemor spadserer lydløst i en stor bue væk fra kyllingerne, gennem Andeby tilbage mod Galeanstalten, som vi kalder det nye hønsehus.
Hanen Hannibal får øje på hende og spæner hende i møde. Hun lægger sig pænt til at vente med gumpen hævet. De holder et særdeles frugtbart møde, må man sige.
Så en Hønemor kan altså blive træt af at passe teenage-kyllinger og trænge til en rusketur. Det forstås.
En aften sidder hun igen på pind i Galeanstalten med de andre hønsefanter. Kyllingerne sover alene. Åbenbart store nok til at klare sig selv.
Men hvad sker der på arbejdspladsen, når man har været væk på barsel? Man er pludselig drattet nederst i hakkeordenen, er man. De andre medarbejdere har overtaget alle de sjoveste opgaver. Den bedste kontorplads/redekasse er pludselig optaget. Det er overhovedet ikke morsomt.
Så Hønemor vender atter tilbage til kyllingerne. Hun har besluttet sig for at starte som selvstændig med sit eget team, hvor hun kan være boss. Det forstås også.