Advarsel. Høns er farlige dyr.
Længere tids samvær kan udløse psykisk afhængighed. Det starter gerne stille og roligt med tre styks fjerkræ i et ombygget legehus. Men inden du får sagt ’økologisk selvforsyning’, spankulerer 20-30 fugle omkring og æder hele grøntsagsbedet. Skider på fliserne. Og hakker nærgående på køkkenvinduet, hvis du er for længe om at komme ud med aftenguf.
Passionen har grebet om sig her. Vi har nu fem forskellige racer. Sidst ankomne er fjerkræets dronning, den fornemme franske race La Bresse, der er suveræn til både kød og æg. Som ekstra finesse bærer hønsene rød kam, hvide fjer og blå ben. Oh la la, selveste trikoloren inkarneret.
Takket være en god kollega har vi fået fingre i to hønniker, som unge høns kaldes før de lægger æg, plus en unghane, så vi kan lægge grunden til vores egen bestand. Nu skal de søde nye pus bare møde de andre høns.
Sammenbragte hønsefamilier kommer bedst fra start, hvis sammenføringen sker om aftenen, når alle de gamle matriarker er gået på pind for natten. Næste morgen glor alle lidt forvirret på hinanden.
”Pork, goooork… hvem er du? Du skal ikke tro, du er noget.”
Hak og hug uddeles til højre og venstre – og dermed er introduktionen overstået og familieforøgelsen på plads. Som regel.
Men ikke denne gang. Vores nye hanekylling viser sig desværre at være lige så dum, som han er smuk. I skumringstimen fjumser han forvildet rundt og kan ikke finde indgangen til hønsehuset. Han flakser mod naboernes vindue. Vi bliver alarmeret, men for sent, han er ingen steder at finde.
Egentlig havde vi opgivet både ham og drømmen om at avle La Bresse, da en anden nabo fra gården Engholm to dage senere står i indkørslen og spørger, om vi har høns. Hvide høns.
Den lille hanefyr med dårlig stedsans er simpelthen flyttet ind i hækken på den anden side af vejen. Snart mosler vi rundt, naboen og jeg, med hønseguf og fangstnet, alt imens min kære husbond ligger på maven i hækken og roder med en kæp for at indfange det rædselsslagne fjerkræ.
Det går heldigvis godt. Snart kan vi hjemføre den fortabte hanekylling af fornem byrd indhyllet i en fleecetrøje. Meget sulten er han, men energisk nok til at skræppe fortørnet op, da han får øje på sine artsfæller. Som om det er alle de andre høns, der er fatsvage og har svigtet ham.
Tilbage udestår en detalje. Hvilket navn passer til en hanekylling, som er lidt fin på den, men langt fra lige så klog som damerne omkring ham?
Selvfølgelig! Han skal da hedde Hans-Christian, udtalt på Maude-måden.