Lokale fødevarer er hotte lige nu. Men næsten alle småproducenter af fødevarer står med en kæmpe udfordring. Hvordan får jeg mine lækre varer ud til forbrugerne?
Hurtigt går der mere tid med at opsøge kunder, fedte for køkkenchefer, stå og fryse i boder på diverse madmarkeder og holde gårdbutikken kørende end med selve kerneydelsen. Altså arbejdet i marken med at fremtrylle helt unikke madvarer.
Ideen opstod i Finland
I Finland gik en bonde rundt og ærgrede sig over netop dette skisma tilbage i 2012. Så fik han en lys ide, som han døbte REKO-ringe. Netop som ringe i vandet har REKO siden spredt sig til hele Norden på… nå ja, REKOrdtid.
I dag omsætter cirka 300 REKO-ringe lokale fødevarer for 600 millioner. Og hele omsætningen går til producenterne selv, da der ingen mellemled er.
Genistregen ved REKO-ringe består i at parre den digitale tidsalders store bekvemmelighed, nethandel, med det ægte møde mellem bonden og kunden.
Denne ide lokkede fire damer fra Stevns Fødevarenetværk til en eftermiddag i Roskilde for at høre omtalte bonde fra Finland og en professor fra Norge fortælle om deres erfaringer med REKO. Vi var fuldkommen solgt på stedet.
Så simsalabim – to uger senere er den første REKO-ring i Danmark på benene.
Aldrig før set i djøf-land
Det var aldrig gået i de djøficerede kredse, hvor jeg ellers har slået mine folder de senere år. Her ville man først skulle udpege en projektleder og have udarbejdet en projektplan.
For slet ikke at tale om at identificere action points og milepæle. Lave en udførlig tidsplan, også kaldet drejebog, på baggrund af projektplanen. Og så skal der selvfølgelig afholdes midtvejsevaluering.
Endnu vigtigere. Alle implicerede interessenter må høres, hvorefter projektgruppen bruger en rum tid på at tygge lidt på høringssvarene for derefter at fremlægge de foreløbige overvejelser og delkonklusioner for bestyrelsen.
Efter bestyrelsen er kommet med ‘kvalificerende input’ er det så blevet tid til at redigere projektplanen.
Efter et år er der højst sandsynligt ikke sket en skid, eller også er ‘initiativet’ overhalet af nogen andre.
Lokale producenter i fuld fart
Så er det en ganske anderledes hæsblæsende fornemmelse at danne rundkreds med 15 driftige og toptunede lokale producenter, der bestemt ikke spilder tiden. Takket være dem kan REKO nu fejre 3 ugers fødselsdag med næsten 800 medlemmer i facebook gruppen REKO ring Køge
For rigtigt at flyve skal vi være mange flere. Har du lyst til at smage hvordan virkelig friske grøntsager smager? Eller glæde dine gæster med velfærdskød, mjød, unikke specialiteter og meget mere? Så spring ind i ringen til os.
Der er altid plads til en til i REKO- ring Køge.