Ambitionsniveauet stiger stille og roligt hos kaninavleren her. Opstarten af anden sæson sker med hele 14 avlsdyr og 36 kuld planlagt.
Det kan godt give lidt sved på panden i betragtning af, at tørken i sommers gav for lidt hø, altså vinterfoder. Og det store projekt for i år, et planlagt mikroslagteri er netop kun på tegnebrættet endnu. Nå, med troen på sig selv og lidt hjælp fra universet går det nok alt sammen.
Redebyggeri af svingende kvalitet
Omkring 1. februar går det løs. Kandis, Karen, Kamma, Karina, Katja og Karola har termin samtidig.
Den erfarne kaninmor Kandis begynder allerede flere uger i forvejen at konstruere en enorm halmborg i den dertil indrettede hule. Hun stopper indgangshullet fuldstændigt til med halm og tjekker flere gange om dagen til alle sider for sprækker, der eventuelt kunne afgive lidt fært.
Kandis er kaninernes svar på en curlingmor.
De uerfarne hunners redebyggeri er noget værre sjusk i sammenligning. Katja og Karola har ganske enkelt forkastet redekassen og samlet en lemfældig halmbunke bagved i stedet for indeni kassen. Ikke for smart altså.
En svær fødsel
Så får Kandis veer. Normalt tager sådan en kaninfoling en halv time og foregår om natten i god ro og orden. Men Mor Kandis slikker sig konstant og vandrer hvileløst ind og ud af hulen hele dagen lang. Det er åbenbart et værre mas denne gang. Uha, mon et uhyggeligt stort antal unger er undervejs?
Sidste sommer fik hun to kuld på ti og ni unger. Begynder så småt at frygte for hendes liv. Vil den foling da ingen ende tage.Åndeløs og nervøs småløber jeg ud i stalden inden morgenmaden næste dag. Kandis ser frisk og frejdig ud, det er endelig overstået. Linder på låget til redekassen for at tælle unger.
Hun har fået … èn unge. En eneste gigantisk basse, der fylder hele håndfladen. Den lever gudskelov og har allerede pels. Snakker lidt med Kandis om, at så små kuld harmonerer ret dårligt med forretningsplanen for Alt Godt fra Haven.
Er alligevel stolt af, at hun klarede den.
Kaninførstehjælp
Katja har leveret det perfekte kuld samme nat. Otte fine velskabte unger. En til hver dievorte. De har allerede fået mad for maverne er runde og fyldte. Men ak og ve, halvdelen af kuldet ligger på lit de parade udenfor den utilstrækkelige rede, sandsynligvis fordi de ikke slap dievorten i tide efter måltidet.
En kanin ville aldrig gøre som en kat, der samler sine unger op og lægger dem tilbage i reden. Helt stille og kolde er de små lyserøde nyfødte. Måske er der alligevel håb endnu.
Livsreddende kropsvarme må der til. Fluks trækker jeg blusen op lige der i stalden og lemper de små puslinger forsigtigt ind i bh’en, en efter en.
Ingen kan påstå, at jeg ikke gør alt for mine dyr.
Karina er nedkommet med 11 unger. Lunt putter de sig i den forede rede, men det er alt for mange for en usikker førstegangsmor. Så jeg fjerner tre. Kandis får et lille adoptivbarn lagt ned til den enlige gigant, bare den lille ikke bliver mast – eller afvist.
Søde milde Karen får tildelt to adoptivbørn i tilgift til sine fire egne biologiske børn. Og så er det endelig tid til morgenkaffe, i dag med iskolde kaninunger i bh’en.
I flere timer går jeg meget forsigtigt omkring mine gøremål og varmer de fire nyfødte ved barmen. Jeg håber jo på et mirakel. Men det viser sig at være for sent. En smule livstegn viser den ene, men også den dør for mig.
Nu er det tre uger siden denne første dramatiske dag. Resten af de seks kuld unger har klaret sig fint. Fuldkommen forvandlet er de fra lyserøde, blinde nøgenmus til hvide buttede pelstotter, der hopper rundt på opdagelse.
