Gartnerens værste mareridt må være at se 14 kaninunger på fri fod i grøntsagsbedet. I løbet af nul-komma-fem er alt fra sommergulerødder til fennikel raseret. Men mod alle odds er der en fordel ved at slippe de langørede løs på grøntsagerne. For kaniner kan luge. Det vender vi tilbage til.
Først gjorde det bare ondt at se på, da det skete. Mange timers puslearbejde med at forspire, plante og vande i det tidlige forår. Tilsyneladende totalt spildt. Ærteplanter, der forsvinder med rytmiske tyggebevægelser ind i levende grøntsagskværne, er et syn enhver haveejer burde forskånes for.
Influenza fik has på bedet
Hvordan kunne det gå så galt? Jo, lige præcis i de våde, varme junidage, hvor ukrudt breder sig hurtigere end fregner på næsen, blev lugeriet sat i stå af en voldsom gang sommerinfluenza.
Opstanden fra sygelejet efter to uger, ligger den svedende haveejer så langt om længe på sine tilsølede knæ i det tilgroede bed og overvejer, hvor mange timer det mon er forsvarligt at knokle i svækket tilstand. Og for hvad? Noget, der reelt svarer til to poser løg, eller en værdi af cirka 30 kroner.
Efter møjsommelig rensning af yderligere to rækker blev beslutningen taget.
” Vi dropper bedet og indlemmer det i en megastor kaninfold,” lød meldingen til husbonden.
På positivsiden vil tabt dyrkningstid blive vundet ind i sparet fodringstid. For folden er jo fuld af kaniners livretter og stor nok til at dække dyrenes behov en rum tid.

Miraklet udfolder sig
Så kaninerne blev sluppet løs, og så skete det. Det lille mirakel. I takt med at græsset gnaves ned, ærterne forsvinder og stikkelsbærbuskene afløves, får en ellers opgivet afgrøde nyt fodfæste.
Som skyggefulde parasoller breder bladene sig større, grønnere og mere livskraftige dag for dag. Gule trompetformede blomster udbasunerer løftet om frugt i overflod.
For kaninerne vil overhovedet ikke vide af den, squashen. Vi høster nu enorme mængder af squash til kager, simremad og salater hver eneste uge.
Konklusionen er klar. Kaniner kan virkelig ikke lide squash. Noget af en overraskelse. Kaniner må derfor kunne bruges til at luge squashplanter såvel som gøde dem. Se, det er fin og nyttig viden i den regenerative have, hvor målet er at få dyr og planter til at spille sammen, så jordens frugtbarhed opbygges på ny.
Mere end squash på spil
Måske kan squash ikke lige få alle gourmander op at ringe, men hvad så med agurk, melon og græskar? Alt sammen fra samme plantefamilie. Mon ikke disse afgrøder også ville kunne trives bedre i kaninernes selskab.
Positivt feedback i samspillet mellem dyr og afgrøder er en hel videnskab for sig. Mere viden i den retning er én af mange spændende veje væk fra konventionelt landbrug og den tilhørende hovedløse udpining af jorden.
Vi skal i hvert fald til at dyrke græskarfamilien i større stil her hos Alt Godt fra Haven. Til næste år med kaninerne som gartnerens små hjælpere.
