En rigtig møgdag

Jorden på markstykket er noget værre møg.

Eller gid den var, for så kunne der dyrkes grøntsager derude. Snarere har vi at gøre med en udpint lerjord næsten uden organisk indhold. Dermed er marken bogstaveligt talt stendød.

En ørken, hvor kun de sejeste tidsler trives.

I lort til anklerne under en bagende sol.

Lort er løsningen – og helst masser af det spredt udover det hele. Som sendt fra himlen har vi en nabo, Kirstine, der driver et større hønse- og hestehold. Sådan et foretagende producerer guddommeligt meget møg, og gæt engang. Vi må få det, hvis vi selv henter det.

Men hvordan?

”Ja, tidligere har nogen hentet det med en bobcat”, fortæller Kirstine.

Jamen sådan en har vi ikke, og den koster en formue at leje og fragte helt herud.

Til gengæld har vi Lucas på 17, og hans gode ven Daniel. To friske gymnasieelever, der giver sig af med vægttræning, og nu har vi et fornuftigt projekt at bruge de unge stærke muskler til.

En meget varm dag i maj tager de fat. En halvgammel mand og to teenagere starter kl.  9.00 sharp kun udstyret med møggrebe, en traktor og en vogn .   I løbet af ni timer cykler de i alt 25 km frem og tilbage mellem Kirstines og vores gård. Skovler 11 vognlæs møg med top og læsser det af igen på vores jord.

De står i lort til anklerne. Bliver smurt ind i det. Sveder flere liter og kommer til at stinke af stald. Læg så lige en gedigen solskoldning oveni– men de prægtige unge mænd gennemfører med godt humør og uden at brække sig over stanken.

Faktisk har drengene lovet at gøre det igen. Hvad skal jeg sige? Med sådan en ungdom er der håb for Danmarks fremtid. Tak Lucas og Daniel. I er for seje.

 

Voldsom kaninvækst og nytten af ukrudt

Trods alle bekymringer om mislykkede parringer, fik Karen efter 30 dages drægtighed 7 fine unger. Og sørme om ikke Kandis også leverede et kuld 16 dage senere, men antallet af hendes unger var længe en hemmelighed.

Karens syvlinger er fem uger gamle og i gang med morgenens salatbuffet.

Midt under morgenrutinen, som består i at samle frisk grønt, nusse kaniner, skifte vand og uddele foderpiller, begynder Karen pludselig en dag at trække pelsen af maveskindet med målrettede bevægelser. Hun farer ind og ud af hulen med pelstotter og halm strittende ud af munden. Så er det lige op over. Kaninavleren får nærmest hjertestop af spænding og trækker sig respektfuldt og baglæns tilbage. Det er nemlig FORBUDT at forstyrre hunnen under fødslen, siger alle eksperterne.

Første kig i redekassen næste morgen afslører … ingenting. Udover en masse pels stoppet ned i et hul i halmen. Nænsomt trækkes de silkebløde totter til side og herregud, der ligger de jo, de lyserøde, blinde små nøgenpus. Ungerne mærker nok en kold brise fra den åbne luge, for de spjætter og piver lidt. Hvert lille nyt liv er på størrelse med en voksen mands tommeltot og hele kuldet kan snildt ligge i en cigarkasse.

Kun to uger gammel har man lige fået øjne.

Kun fem uger senere giver det trætte arme at løfte hele kuldet ind i køkkenet til kontrolvejning i en flyttekasse.

Milde moses, et kilo vejer hver unge allerede, altså omtrent det tidobbelte af fødselsvægten. Tænk sig hvis en menneskebaby på fem uger vejede 35 kg!! Giver mindelser om Lars von Triers gyserserie Riget.  En eksplosiv vækst opnået på en diæt af græs, ukrudt og grenaffald – og jovist, lidt kaninpiller, som mestendels består af lucerne.

Netop græs, ukrudt og grene vokser uhæmmet i maj måned. Mælkebøtter, skvalderkål, vild kørvel og burresnerre bekæmpes af andre haveejere med sved, brand, dieselstinkende maskiner, nedrige forbandelser eller ligefrem gift. Hos Alt Godt fra Haven tilbyder disse planter velsignet frodigt og gratis foder, der mirakuløst kan forvandles til udsøgt kød efter en tur igennem dyrene.

Selv de forhadte brændenælder kommer til nytte. Nældevand kan delvist erstatte gødning i en økologisk have. Kaninerne nedlader sig også til at æde nælderne i tørret og udbrændt udgave, hvis det ikke kan være anderledes.

Det lille pus er tre uger og ved at udforske den store verden

Tilbage til Kandis kuld. Den snedige kanindame byggede rede så langt tilbage i hulen, at ingen fingre kunne nå, endsige tælle ungerne. Og helt umuligt var det, at lirke døren til hulen op uden at Kandis med den fine hørelse spurtede frem, klar til at springe i ansigtet på den indtrængende. Først da ungerne var 12 dage gamle og begyndte at tumle lidt omkring, kom det for en dag, at den lille hidsigprop af en kaninmor havde gemt hele ti unger i maven.

En kanin har kun otte dievorter og giver mælk en måske to gange i døgnet. Så ved store kuld er der en risiko for at ikke alle klarer den.

Et roligt øjeblik i den store søskendeflok. Ved den mindste fremmede lyd er de væk igen.

Nu har tilingerne rundet 3 uger. De er begyndt at smage på alt det grønne. Typisk for renracede kaniner, vokser de noget langsommere end Karens unger af blandet herkomst.  Men alle ti små pus af racen California ser ud til at klare skærene og er heeelt igennem ubeskriveligt nuttede.

Andrea bliver enlig mor

Det er ikke til at bære. Så inderlig og kort blev kærligheden mellem Andrea og den flotte nye andrik Andrew. Heltemodigt forsvarede han Andreas redeplads i andehuset. Insisterede på at stå vagt udenfor om natten, mens Andrea lå trygt på æg indenfor.

Andrea ruger,  kampberedt som altid…

Og vel var han stor og mægtig, vores hedengangne Andrew, men ræven kunne han ikke hamle op med.

Andrea har nu ligget alene på æg en måned i stegende hede og forsvarer med hvæs og vingebasken sine dyrebare æg.

Hun fortjener sådan at blive mor lige om lidt, for hvor har hun gået meget ondt igennem.

 

 

Hele to kærester har hun mistet til ræven. Først André og så altså Andrew.

Selv blev hun taget af en løs hund engang. Slap dog fri uden fysiske skader, men hvæser stadig voldsomt af alt med pels på. Også de tobenede af slagsen.

I vinters var Andrea uden artsfæller en overgang og sank gradvis ned i en depression, som kun blev forstærket af, at vandet i søen var stift og kedeligt. Til opmuntring fik hun en balje med opvarmet vand at plaske i et par timer, men det frøs også til is.

…imens hygger kollegerne sig i sikker afstand på søbredden.

Depressionen fordampede dog momentant, den dag hun mødte Andrew og de to andre nye ænder.

Andrea vraltede målrettet og selvbevidst rappende ind i flokkens midte, nappede de andre damer hårdt i nakken efter tur og snuppede Andrew fra dem.

Sådan en skrap Madam And aftvinger respekt, og vi ser frem til at møde hendes uden tvivl rappe ællinger.

Byt spaden med grelinetten og red verden

Fruen på Daltoft i færd med at indføre grelinettering af jorden

Fræse, grave, pløje, harve. Jord skal da endevendes inden dyrkning. Næ, det er hverken  god økologisk stil eller sund fornuft længere. Også indenfor have- og jordbrug er disruption undervejs. Ud med konventionel jordbearbejdning. Ind med kompost, gamle aviser og manuelle redskaber som grelinetten også kaldet for en bredgreb.

For hvorfor forstyrre jordens økosystem og få ondt i ryggen af at grave, når de venlige regnorme hjertensgerne gør arbejdet helt gratis, bare de får fred og foder.

 

Tak til regnormene

Lad os lige stoppe op og lovsynge regnormene, de fantastiske dyr. I en verden uden regnorme ville en gåtur i skoven snart blive helt umulig, fordi meterhøje dynger af døde bøgeblade ville hobe sig op overalt. Men heldigvis gør ormene deres arbejde.

En nøglespiller i jordens økosystem

Ganske vist er det mest svampe og bakterier, der ligger inde med de rette enzymer til at nedbryde døde ting og sager, så næringsstofferne slipper fri og kan genbruges af planterne.

Regnormene speeder bare processen gevaldigt op ved at hive bladene ned i jorden, findele dem og blande det hele godt og grundigt. Og så graver de gange, der letter og lufter ud i jorden, så vand og ilt kan nå planterødderne.

Vi skylder regnormene en stor tak.

I god havejord er der typisk masser af orme.  I en konventionel mark langt færre, for dem har ploven for længst choppet til ormehakkekød og så er orme ikke så vilde med pesticider. Nedbrydersvampe har det heller ikke for godt i en pløjemark. Det fine filigran af svampetråde, myceliet, tåler nemlig dårligt den hårdhændede jordbearbejdning.

 

No dig farming efterligner naturen

De allerførste no dig bede hos Alt godt fra Haven er ved at blive anlagt.

No dig farming er et  dyrkningssystem, der efterligner processerne i naturlige økosystemer så vidt muligt. Et vigtigt princip går ud på at fodre regnormene med organisk materiale, altså kompost, ovenpå jorden ganske som i bøgeskoven og lade ormene grave hele møget ned.

Målet er naturligvis en lækker organisk jord fuld af liv og godt med vand, luft og næring til afgrøderne.

 

 

Hvad med ukrudt?

Her kommer aviserne ind i billedet.  Fugtede aviser eller genbrugspap fungerer som biologisk nedbrydelig ukrudtsspærre.  Helt enkelt, men metoden kan og bliver varieret i det uendelige. Der er fx delte meninger blandt tilhængere af no dig, om hvorvidt møget skal ovenpå eller neden under aviserne. Om èn slags kompost er fint, eller en sandwich af flere slags kompost er bedre og så videre.

 

Den gravefri have i tre trin

Alt godt fra Haven holder af enkle løsninger, så vi nøjes med tre trin i anlæg af den gravefri have.

  1. Ved hjælp af grelinetten løsnes i dybden uden at vende jorden
  2. Genbrugspap rulles ud i lange baner og fugtes godt igennem
  3. 25 cm god kommunekompost lægges ovenpå og vandes

Sådan bruges grelinetten 

1. Hop op på grelinetten så den synker godt ned i jorden
2. En brugbar teknik er at vende den tungeste legemsdel bagud og lade tyngekraften arbejde for dig
3. Let og elegant er jorden nu løsnet men ikke vendt.

 

Vores grelinetter er dansk håndværk fremstillet hos Svalevang, og vi er meget tilfredse med kvaliteten.

Så er bedet klart

Mange afgrøder som grønkålen her er drevet frem i vinueskarmen inden udplantning

Småplanterne sættes direkte i komposten. Efterhånden som de vokser til, vil rødderne bryde gennem den fugtige pap og trænge ned i den løsnede jord. Gangene mellem bedene kan holdes fri for ukrudt med halm iblandet hønse- og kaninmøg. Efterhånden som halmen komposterer flyttes det over på bedene.

 

Mange slås med snegleproblemer i ukomposteret halm, men det har vi en flok moskusænder til at løse. De elsker dræbersnegle. Og vi elsker andesteg.

Vi har kun en begrænset mængde kompost, men derimod temmelig mange frø og planter. Derfor vil kun en mindre del af haven blive anlagt efter denne metode i år. Der bliver altså på god gammeldags videnskabelig vis mulighed for at sammenligne udbytte og arbejdsindsats ved den nye metode med den traditionelle.

Dejligt at slippe for at grave og luge så meget. Og så er der endnu en fordel ved no dig farming. Vores tunge lerjord bliver rigere på organisk kulstof. Noget organisk stof bliver til humus, som forbliver i jorden i en evighed, før det igen gasser af som CO2 til atmosfæren.

no dig farming modvirker på den måde klimaforandringerne og redder verden, i hvert fald  en lillebitte smule.

Bedaget traktor betragter de nye tider

Goddag. Mit navn er Ferguson,  Ferguson TE20. Blandt venner kaldet Little Grey Fergie.

Jeg trillede ud fra fabrikken første gang  i det lykkelige år 1946, netop som Europa igen var fri af nazismens skygge. Man kan roligt sige, at jeg har trukket min del af læsset lige siden. I al beskedenhed har jeg rent faktisk anført en hel revolution. Kan De gætte hvilken? Ja,  den grønne revolution, lige nøjagtig.

Først i marts er jorden stenfrossen og Fergie er knap nok køreklar

Jeg kan nemlig trække for tyve heste, deraf navnet, og det var nok til at sende de fleste bryggerheste på pension i min ungdoms dage.

Sammen med mine kumpaner, Mejetærsker, Kunstgødning  og Pesticid har jeg æren for at mangedoble fødevareproduktionen,  så verden med et mulehår undgik en omfattende hungersnød, da befolkningen eksploderede efter krigen. Noget af en bedrift, ikke sandt, så en smule stolt har man velsagtens lov at være.

På det sidste har jeg nu mest stået og samlet rust under en pressening, og det er der ikke meget grin ved, kan jeg betro Dem. Nu skal jeg imidlertid have udskiftet et par vitale dele, og så ser det ud til, at jeg igen skal i arbejde på en gård.

Langsomt slipper frosten sit tag i Frøslev.  Istapperne bukker til farvel inden faldet fra  tagskægget.

Milde moses, man bliver ganske varm i lakken ved tanken om at trække ploven gennem den forårslune muld,  så snart frosten slipper under lærkesang og alt det der. Uh, det bliver vel nok dejligt. Lad os komme i sving folkens, der er ingen tid at spilde.

 

 

Aldrig mere pløje

“Hvad siger De? Det skal jeg ikke regne med? Jorden her på Daltoft skal aldrig mere pløjes? Og stort set aldrig harves, fræses eller sågar graves?”

Næ, nu må jeg bede om mine himmelblå forlygter, man har da aldrig hørt så galt.  Grøntsagsdyrkning uden jordbearbejdning. No dig farming. Hvad er det  dog for noget latterligt nymodens pjat.

Ak ja, ingen lytter til erfaringens stemme mere. Disse kåde unge mennesker her på gården påstår, at jordens frugtbarhed opbygges bedst ved ikke at ‘forstyrre’ med pløjning og deslige. At regnormene graver jorden, og det er fuldt tilstrækkeligt.

Minimal jordbearbejdning afbøder dette hersens klimaforandring, fremturer de, fordi kulstof bliver i jorden istedet for at gasse af som CO2. Herregud, hvad ved sådanne vårharer om jord og dyrkning. De var jo ikke andet end et glimt i   deres bedstefaders øjne, da jeg pløjede mine første 1000 hektarer.

Hmfh. Kunne man så allernådigst få lov at trække et par trærødder op eller andet i den dur? Nå, det kunne man så godt. Jeg var ellers lige ved at føle mig helt overflødig. Igen.

Efter reparation og første køretur. Tak til frøslevnabo Gunnar for hjælpen.

Kaninparring – eller da Kane mødte Karen

Karen, den skønne kanin af racen Hvid Land

Når man avler spisekaniner for første gang, er der meget, som potentielt kan gå galt. Sygdomme, rovdyr eller forkert fodring. Men selve parringen er vel den nemme del. Kaniner elsker jo sex, det ved enhver.

Morgenmad til kaninerne, stærke overarme til fodermesteren.

Fodring med vilde urter kræver derimod koncentration. Tænk hvis fx hundepersille i farten blev forvekslet med kørvel, bare fordi fodermesteren ikke lige  er en totalt toptunet botaniker, og hele flokken efterfølgende kreperer på stribe. Den slags skrækscenarier har kørt livligt for det indre blik den sidste tid.

 

Nu er vi længere nede ad banen – og avlskaninerne strutter af sundhed efter tre måneders optimal fodring med masser af friskklippet græs, vilde urter, æblegrene, grøntsager plus lidt kaninpiller.  Nogle muskuløse krabater er de også blevet af at  hoppe og springe lystigt omkring i deres store båse. De er håndtamme nu. Karen er ligefrem kælen. Og pelsen, hvor er den lækker.

Parring er nok den eneste faktor, der på ingen måde har været inde i overvejelserne som en mulig game over. For er der noget kaniner er kendt for, er det en helt enormt stor evne til forplantning. To kaniner kan blive til 60 på et år. Tine Kortenbach skriver i sin bog ‘Urban farming kaniner’ om selve seancen:

” En vellykket parring kan kendes på, at hannen falder gryntende om på siden. Det kan også være, at han stamper højlydt med bagløbene for at signalere til omverden, at han skal være far.”

Den flotte fyr her venter snart damebesøg

Hvem kan ikke relatere sig til den herlige beskrivelse. Burde ikke være til at tage fejl af. Flere kilder beretter desuden, at parringen er overstået indenfor et minut.

Da Kane omsider mødte Karen

Karen har i lang tid snuset til Kane gennem skillevæggen. Og hun har bygget sig en dejlig lun halmrede klods op ad hans tissehjørne. Et godt tegn, formentlig. Endelig kom den store dag, hvor parret skulle mødes for alvor.

Kaninparring burde som sagt være en enkel affære, dog er der to meget vigtige regler.

  1. Sæt altid hunnen ind til hannen – ikke omvendt. Han kan blive desorienteret, hvis han først skal til at forholde sig til hele hendes boligindretning. Og hun kan blive for dominerende på sit eget territorie.
  2. Tag hende ud igen, hvis missionen ikke lykkes indenfor få minutter. Er hun i ondt lune, kan hun nemlig finde på at kastrere ham, ifølge en amerikansk avler!!

Første forsøg

Vi indfanger resolut Karen og sætter hende ind til Kane. Han løber hende i møde med små lykkelige grynt. Hun vender ham ryggen og spurter i modsat retning. Forløbet gentager sig igen og igen. Ikke tale om, at hun vil indlade sig på noget som helst. Slukørede sætter vi Karen tilbage efter en halv time.

Derpå får Kandis lov at komme på herrebesøg. Genkendelsens glæde er stor mellem de to kaniner. Glade snudepuf bliver udvekslet. Det ser mere lovende ud. Men næ nej, om Kandis vil vende bagen til. Derimod begynder hun efter nogle minutter at skubbe hovedet ind under Kanes mave, som om hun vil bide mod lysken. Da vi kender Kandis som en lidt temperamentsfuld dame, får tingene ikke lov til at udvikle sig yderligere.

En træt kaninavler spekulerer. Mon Kane og Kandis  nogensinde får hinanden?

Kaniner kan også have en dårlig dag

Kaniner har  en cyclus på 16-18 dage, heraf afviser de parring i bare fire dage, skriver Kortenbach. Måske var der bare tale om en dårlig dag for både Karen og Kandis. Andet forsøg to dage senere ender desværre lige så resultatløst. Håbet svinder, hvad er der mon galt?

De fleste erfaringer med kaninavl stammer fra kaniner opstaldet i meget små bure. Kaniners parringsadfærd i relativt store stalde er knap så velkendt. Måske bliver hunnerne simpelthen afledt af pludselig at skulle forholde sig til 10 nye kvadratmeter og en hankanin samtidig.

Forestil dig som et tankeeksperiment, at en purung jomfruelig kvinde pludselig bliver inviteret hjem til en flot fyr i en strandvejsvilla. Er det første hun tænker på, at hoppe i kanen med ham? Eller må hun først lige rundt og tjekke køkkenet, badeværelset, saunaen, den indendørs pool og billiardrummet? Det tror jeg.

 

Alle gode gange tre

Et lille intimt aflukke er måske en løsning. Med to europaller (elsker europaller) afskærmes et hjørne af Kanes territorie. Nu bliver det spændende….

Først får Kane lov at vænne sig lidt til den begrænsede plads og så ind med Karen. Hun opdager hurtigt, at der ingen udvej er, og vælger at stå stille et øjeblik for at overveje situationen. Kane tager beslutsomt affære. Og ganske rigtigt, efter syv sekunder vælter han om på siden med et uendeligt fjoget udtryk i ansigtet.

Så tredie gang blev lykkens gang – og vi venter kaninunger d. 10 april. 

Jubidubiduuh!

En vordende far, der elsker at lege med papkasser

Hansemand falder i svime over pedicure

“Sig mig, er han fuld eller hvad?”

Hansemand slingrer usikkert til den ene side, krydser højre ben foran venstre, genopretter så balancen – og nogenlunde værdigheden. Enten er han gået lidt vel rigeligt til de gærede nedfaldsæbler. Eller også er den gal med bentøjet.

Orpingtonhanen Hansemand med resterne af sit aldrende harem

Den gamle hane, Hansemand, der fulgte med i købet af gården, er så småt ved at gå på pension. Ingen forventer, at han tager kampen op med ræven eller mønstrer  så meget energi, at der kommer kyllinger ud af det. Man kan sige, han er ansat i fleksjob med kun tre opgaver tilbage i jobbeskrivelsen.

  • Gale om morgenen
  • Spise myrer
  • Se godt ud

De sidste to klarer han med bravour, mens det er begyndt at knibe med den første. Et kort kykeliky går fint. Men når Hansemand kaster sig ud i det helt lange kykelikryyyy ender det i et patetisk hy-hy-host-host.  Og nu er der tilmed noget med benene. Måske er det kalkben.

Takket være facebookgruppen “Høns i haven”  har jeg lært om kalkben. Noget bedagede fjerkræ ofte rager til sig, åbenbart. Skællene, det vil sige huden på benene bliver lidt løse i det med alderen, så en strid lille mide med det umulige navn Cnemidocoptes får mulighed for at møve sig ind og lave ravage. Resultatet er desværre ben som indstøbt i beton, grå og bulede. Og Hansemands ben er da lidt medtagede at se til.

Heldigvis er der en kur, der ikke gør skade og måske endda gør godt. Sæbebad, vaseline og/eller madolie. Ideen er at fedtet vil dække og kvæle miderne, da de ånder gennem huden.

Så i ly af natten lister vi ud i hønsehuset, piller den sovende Hansemand af pinden og fragter ham ind i bryggerset. Efter lidt brokkeri ser det ud til, at han er okay med at få først den ene fod og så den anden nedsunket i sæbevand og nænsomt indsmurt i vaseline.

Men da vi efter endt behandling vil sætte ham tilbage på pinden, vælter han omkuld stiv som et bræt med stive strittende ben. Og ligger bare der på en bunke hønsemøg.

Åh nej, den gamle fyr har måske fået hjertestop af al den pludselige omsorg? Paralysen letter heldigvis efter få sekunder og Hansemand ser faktisk ud til at være lidt bedre til bens allerede næste dag. Eller også er han bare blevet ædru.

 

Selvforsyning rimer på genbrug

Enhver aspirant ud i selvforsyning med respekt for sig selv har vel altid gang i fem-syv forskellige genbrugsprojekter, eller hvad? Bonderøven, Frank Erichsen, er en stor inspirationskilde, og vi nybegyndere kan slet ikke følge med. Men lidt har også ret, som mormor altid sagde. Så her er tre hurtige genbrugsideer fra Alt Godt fra Haven.

Man tager et gammelt klædeskab, metalhylder fra et udtjent varmeskab, nogle europaller, et forvokset hasselhegn og abra-kadabra, så har du….

Redekasser lige i skabet 

Under oprydning i hesteboksene fandt vi blandt andet dette gamle røde klædeskab, som vi gætter på har stået på et ungdomsværelse i de glade firsere. Forvandlingen step by step:

Vintermoden er også lutter lune genbrugsfund
  • Fjern bagbeklædningen
  • Skru hylderne fast
  • Brug noget af den overskydende bagbeklædning til bagkant
  • Roter skabet 90 grader og monter i hønsehuset.
Kasserne er fyldt med dejlig redehalm efter billedet blev taget.

Voila, 7 rummelige redekasser til hønsebasserne med en smart låge, der giver hønsene privatliv og letter indsamling af æg.

Foreløbig er hønsene begejstrede for at sove ovenpå redekasserne, men vi har stadig det første æg til gode.

 

 

.

 

 

 Kaninstald med mulighed for nabosnak

Europaller er guld. Smid aldrig en europalle ud. Det er helt utroligt så meget de praktiske trærammer kan og skal bruges til her på gården. De kan anvendes til at bygge kompostbunker, huler, havemøbler og meget andet. Så det lå lige for at lave skillevægge i kaninstalden af paller.

Genistregen består i at anvende metalhylden fra varmeskabet til et vindue, hvor kaninerne kan få sig en passiar over høhækken, så at sige, uden at overskride hinandens territorie.

 

 

Din helt egen unikke toiletrulleholder 

Fordi dem fra IKEA simpelthen er for kedelige, og fordi hasselhegnet alligevel skulle beskæres. Hassel er et gammelt hjemmehørende træ i Danmark. Har været højt skattet siden oldtiden for nødderne, men også for de lange, lige grene, der kan blive til fiskestænger og meget andet godt.

Foruden denne toiletrulleholder bruger vi her på gården hasselgrene til siddepinde, hønsestiger, stolper i kvashegn, beskæftigelsesterapi for kaniner… you name it.

Har du et praktisk, sjovt eller skørt genbrugsprojekt som du vil dele med os?

Stevns kommune er et dejligt sted at bo, men har lidt at lære omkring affaldshåndtering. Se vores læserbrev i Stevnsbladet

 

 

Nytår på hospital med chokoladeforgiftning

“Hov. Var der ikke en halv æske chokolade tilbage lige før?”

Nytårsaften skulle være forløbet heeelt stille og roligt i år. Vi har jo lige fået ansvaret  for de nye avlskaniner. Og så er der bamsen Clinton at tænke på.  Han er en majestætisk berner sennen på 47 kg, der yder sit væsentlige bidrag til Alt Godt fra Haven som effektiv vagthund.  Med myndig gøen sætter han sig gevaldigt  i respekt overfor skumle personager (undskyld avisbud), der formaster sig til at træde ind på matriklen.

Bare ikke når det tordner og brager udenfor.  Så bliver Clinton, der naturligvis er opkaldt efter Hillary, reduceret til en nervebetonet og meget, meget tung skødehund.

Derfor drak vi os ikke i hegnet nytårsnat, men  nød lidt lækker mad, og chokolade skulle vi da også have. Og jeg sværger. Vi var kun ude i kaninstalden i 5 minutter, hvorefter chokoladeæsken på sofabordet med mindst 150 gram fyldte godbidder var ryddet.

Mørk chokolade indeholder theobromin, der i store doser kan være dødelig, i mindre doser kan give hunde slemme forgiftningssymptomer.

Så klokken 24 nytårsnat var champagneglas med bobler udskiftet med vand i plastickopper  på dyrehospitalet i Hårlev, hvor vi av-av kom af med 3000 bobs for en provokeret opkastning til stakkels Clinton.

Tåbeligt . Åndsvagt. Æv. Nu sniger vi os bare hjem og fortæller det ikke til nogen, vel. Den gik ikke….

“Hvor var I henne nytårsaften? ” spurgte flere af naboerne, der traditionen tro var samlet lige præcis uden for vores hus kl. 24, fordi udsigten til fyrværkeri over Karise er særlig god herfra. Ja ja, hvis man ikke kan være andet, kan man da altid være til grin.

Næste nytår bliver med bobler og naboskål, men absolut uden chokolade.

 

 

 

 

 

 

Befriede burkaniner indtager stalden

Hankaninen Kane spæner rundt, mens Kandis ser beundrende til på afstand

Først løb burhøns med al opmærksomheden, og buræg sælger ikke længere godt i supermarkederne. Så kom burgrisene i spotlyset, og frilandsgrise går nu som varmt brød. Nu må det snart være kaninernes tur. Godt nok kan de nuttede pelsdyr hverken gale, gokke, gø eller grynte op om, at det er for galt. Alligevel bliver de hørt af flere, og nytårsaftensdag slap tre af dem ud af buret og ind i stalden hos Alt Godt fra Haven.

Kaniner er blide, nøjsomme, tålmodige dyr, der uden at kny tager til takke med bure på ned til en halv kvadratmeter stablet i flere etager. Sådan har man holdt slagtekaniner i generationer uden at få ondt i samvittigheden. Kælekaniner har det som regel ikke stort bedre.

Hvid Land er en albino. Her ses Karen på 5 måneder.

Da beslutningen om at avle frie kaniner var truffet, var valg af race det næste. Vi fandt det nærliggende at vælge Hvid Land, den danske nationalrace, der får mange roser med på vejen i et bevaringsprojekt  omtalt af Danmarks Kaninavlerforening. For 50-70 år siden sikrede den robuste race, at også børn af fattige husmænd fik kød på bordet.

Hvid Land stiller imidlertid den moderne dyrevelfærdsentusiast i et dilemma, som vore  bedsteforældre ikke skænkede en tanke. Kaninerne bliver solskoldede på ørene! Kein problem når man holder flere kaniner pr hyldemeter i skyggen. Sturt, sturt problem, når man gerne vil slippe kaninerne fri på græsplænen.

Nå, hvad gør en klog? Jamen dyrevelfærd trumfer da nationalromantiske hensyn til hver en tid. Så derfor har vi foreløbig taget to amerikanere til os. Mød Kane og Kandis, to kaniner af racen California med et ganske særligt fortrin, sorte ører.

Grene af hassel er gode til at slide tænderne. Æblegrene er endnu mere lækre synes Kane.

Som funny fact for nørder, der ligesom jeg nyder genetiske finurligheder, kan det nævnes, at California egentlig er en albino ganske som Hvid Land. En superheldig mutation har medført, at enzymet der producerer sort pigment alligevel virker. Men kun hvor kropstemperaturen er lavest. Deraf de totalt nuttede sorte ører, snude, hale og poter, og medfølgende tolerance for sol. Stor fordel i Californien.

Spisepause. I den milde vinter er der stadig godt med friske græsser og urter at finde til kaninerne

Nationalromantikken har dog også sejret. Vi har tillige erhvervet søde Karen af racen Hvid Land og leder pt efter en Karl til hende. Man kan vel stille en af kaningårdene under nogle store træer….

Så med lidt held er der fine kaninunger af begge racer samt krydsninger klar til sommer. Til vores egen fryser og til dig, der vil prøve en grydeklar kaninsteg. Men også til dig, der har mod på selv at starte selvforsyning.

Lige nu nyder vi synet af kaninernes badutspring i de 10 kvadratmeter store hestebokse, vi har indrettet til kaninstald med en etværelses lejlighed og agilitybane til hver.

Lykken bliver at sætte både dem og os selv på græs til foråret.