Blog

Gartnerens værste mareridt må være at se 14 kaninunger på fri fod i grøntsagsbedet. I løbet af nul-komma-fem er alt fra sommergulerødder til fennikel raseret. Men mod alle odds er der en fordel ved at slippe de langørede løs på grøntsagerne. For kaniner kan luge. Det vender vi tilbage til.

Først gjorde det bare ondt at se på, da det skete. Mange timers puslearbejde med at forspire, plante og vande i det tidlige forår. Tilsyneladende totalt spildt. Ærteplanter, der forsvinder med rytmiske tyggebevægelser ind i levende grøntsagskværne, er et syn enhver haveejer burde forskånes for.

Influenza fik has på bedet

Hvordan kunne det gå så galt? Jo, lige præcis i de våde, varme junidage, hvor ukrudt breder sig hurtigere end fregner på næsen, blev lugeriet sat i stå af en voldsom gang sommerinfluenza.

Opstanden fra sygelejet efter to uger, ligger den svedende haveejer så langt om længe på sine tilsølede knæ i det tilgroede bed og overvejer, hvor mange timer det mon er forsvarligt at knokle i svækket tilstand. Og for hvad? Noget, der reelt svarer til to poser løg, eller en værdi af cirka 30 kroner.

Efter møjsommelig rensning af yderligere to rækker blev beslutningen taget.

” Vi dropper bedet og indlemmer det i en megastor kaninfold,” lød meldingen til husbonden.

På positivsiden vil tabt dyrkningstid blive vundet ind i sparet fodringstid. For folden er jo fuld af kaniners livretter og stor nok til at dække dyrenes behov en rum tid.

Miraklet udfolder sig

Så kaninerne blev sluppet løs, og så skete det. Det lille mirakel.  I takt med at græsset gnaves ned, ærterne forsvinder og stikkelsbærbuskene afløves, får en ellers opgivet afgrøde nyt fodfæste.

Som skyggefulde parasoller breder bladene sig større, grønnere og mere livskraftige dag for dag. Gule trompetformede blomster udbasunerer løftet om frugt i overflod.

For kaninerne vil overhovedet ikke vide af den, squashen. Vi høster nu enorme mængder af squash til kager, simremad og salater hver eneste uge.

Konklusionen er klar. Kaniner kan virkelig ikke lide squash. Noget af en overraskelse. Kaniner må derfor kunne bruges til at luge squashplanter såvel som gøde dem. Se, det er fin og nyttig viden i den regenerative have, hvor målet er at få dyr og planter til at spille sammen, så jordens frugtbarhed opbygges på ny.

Mere end squash på spil

Måske kan squash ikke lige få alle gourmander op at ringe, men hvad så med agurk, melon og græskar? Alt sammen fra samme plantefamilie. Mon ikke disse afgrøder også ville kunne trives bedre i kaninernes selskab.

Positivt feedback i samspillet mellem dyr og afgrøder er en hel videnskab for sig. Mere viden i den retning er én af mange spændende veje væk fra konventionelt landbrug og den tilhørende hovedløse udpining af jorden.

Vi skal i hvert fald til at dyrke græskarfamilien i større stil her hos Alt Godt fra Haven. Til næste år med kaninerne som gartnerens små hjælpere.

Ambitionsniveauet stiger stille og roligt hos kaninavleren her. Opstarten af anden sæson sker med hele 14 avlsdyr og 36 kuld planlagt.

Det kan godt give lidt sved på panden i betragtning af, at tørken i sommers gav for lidt hø, altså vinterfoder. Og det store projekt for i år, et planlagt mikroslagteri er netop kun på tegnebrættet endnu. Nå, med troen på sig selv og lidt hjælp fra universet går det nok alt sammen.

Redebyggeri af svingende kvalitet

Omkring 1. februar går det løs. Kandis, Karen, Kamma, Karina, Katja og Karola har termin samtidig.

Den erfarne kaninmor Kandis begynder allerede flere uger i forvejen at konstruere en enorm halmborg i den dertil indrettede hule. Hun stopper indgangshullet fuldstændigt til med halm og tjekker flere gange om dagen til alle sider for sprækker, der eventuelt kunne afgive lidt fært.

Kandis er kaninernes svar på en curlingmor.

De uerfarne hunners redebyggeri er noget værre sjusk i sammenligning. Katja og Karola har ganske enkelt forkastet redekassen og samlet en lemfældig halmbunke bagved i stedet for indeni kassen. Ikke for smart altså.

En svær fødsel

Så får Kandis veer. Normalt tager sådan en kaninfoling en halv time og foregår om natten i god ro og orden. Men Mor Kandis slikker sig konstant og vandrer hvileløst ind og ud af hulen hele dagen lang. Det er åbenbart et værre mas denne gang. Uha, mon et uhyggeligt stort antal unger er undervejs?

Sidste sommer fik hun to kuld på ti og ni unger. Begynder så småt at frygte for hendes liv. Vil den foling da ingen ende tage.Åndeløs og nervøs småløber jeg ud i stalden inden morgenmaden næste dag. Kandis ser frisk og frejdig ud, det er endelig overstået. Linder på låget til redekassen for at tælle unger.

Hun har fået … èn unge. En eneste gigantisk basse, der fylder hele håndfladen. Den lever gudskelov og har allerede pels. Snakker lidt med Kandis om, at så små kuld harmonerer ret dårligt med forretningsplanen for Alt Godt fra Haven.

Er alligevel stolt af, at hun klarede den.

Kaninførstehjælp

Katja har leveret det perfekte kuld samme nat. Otte fine velskabte unger. En til hver dievorte. De har allerede fået mad for maverne er runde og fyldte.  Men ak og ve, halvdelen af kuldet ligger på lit de parade udenfor den utilstrækkelige rede, sandsynligvis fordi de ikke slap dievorten i tide efter måltidet.

En kanin ville aldrig gøre som en kat, der samler sine unger op og lægger dem tilbage i reden. Helt stille og kolde er de små lyserøde nyfødte. Måske er der alligevel håb endnu.

Livsreddende kropsvarme må der til. Fluks trækker jeg blusen op lige der i stalden og lemper de små puslinger forsigtigt ind i bh’en, en efter en.

Ingen kan påstå, at jeg ikke gør alt for mine dyr.

Karina er nedkommet med 11 unger. Lunt putter de sig i den forede rede, men det er alt for mange for en usikker førstegangsmor. Så jeg fjerner tre. Kandis får et lille adoptivbarn lagt ned til den enlige gigant, bare den lille ikke bliver mast – eller afvist.

Søde milde Karen får tildelt to adoptivbørn i tilgift til sine fire egne biologiske børn. Og så er det endelig tid til morgenkaffe, i dag med iskolde kaninunger i bh’en.

I flere timer går jeg meget forsigtigt omkring mine gøremål og varmer de fire nyfødte ved barmen. Jeg håber jo på et mirakel. Men det viser sig at være for sent. En smule livstegn viser den ene, men også den dør for mig.

Nu er det tre uger siden denne første dramatiske dag. Resten af de seks kuld unger har klaret sig fint. Fuldkommen forvandlet er de fra lyserøde, blinde nøgenmus til hvide buttede pelstotter, der hopper rundt på opdagelse.

Lokale fødevarer er hotte lige nu.  Men næsten alle småproducenter af fødevarer står med en kæmpe udfordring. Hvordan får jeg mine lækre varer ud til forbrugerne?

Hurtigt går der mere tid med at opsøge kunder, fedte for køkkenchefer, stå og fryse i boder på diverse madmarkeder og holde gårdbutikken kørende end med selve kerneydelsen. Altså arbejdet i marken med at fremtrylle helt unikke madvarer.

 

Ideen opstod i Finland

I Finland gik en bonde rundt og ærgrede sig over netop dette skisma tilbage i 2012. Så fik han en lys ide, som han døbte REKO-ringe. Netop som ringe i vandet har REKO siden spredt sig til hele Norden på… nå ja,  REKOrdtid.

I dag omsætter cirka 300 REKO-ringe lokale fødevarer for 600 millioner. Og hele omsætningen går til producenterne selv, da der ingen mellemled er.

Genistregen ved REKO-ringe består i at parre den digitale tidsalders store bekvemmelighed, nethandel, med det ægte møde mellem bonden og kunden.

Denne ide lokkede fire damer fra Stevns Fødevarenetværk til en eftermiddag i Roskilde for at høre omtalte bonde fra Finland og en professor fra Norge fortælle om deres erfaringer med REKO. Vi var fuldkommen solgt på stedet.

Så simsalabim – to uger senere er den første REKO-ring i Danmark på benene.

 

Aldrig før set i djøf-land

Det var aldrig gået i  de djøficerede kredse, hvor jeg ellers har slået mine folder de senere år. Her ville man først skulle udpege en projektleder og have udarbejdet en projektplan.

For slet ikke at tale om at identificere action points og milepæle. Lave en udførlig  tidsplan, også kaldet drejebog, på baggrund af projektplanen. Og så skal der selvfølgelig afholdes midtvejsevaluering.

Endnu vigtigere. Alle implicerede  interessenter må høres, hvorefter projektgruppen bruger en rum tid på at tygge lidt på høringssvarene for derefter at fremlægge de foreløbige overvejelser og delkonklusioner for bestyrelsen.

Efter bestyrelsen er kommet med  ‘kvalificerende input’  er det så blevet tid til at redigere projektplanen.

Efter et år er der højst sandsynligt ikke sket en skid, eller også er ‘initiativet’ overhalet af nogen andre.

 

Lokale producenter i fuld fart

Så er det en ganske anderledes hæsblæsende fornemmelse at danne rundkreds med 15 driftige og toptunede lokale producenter, der bestemt ikke spilder tiden. Takket være dem kan REKO nu fejre  3 ugers fødselsdag med næsten 800 medlemmer i facebook gruppen REKO ring Køge

For rigtigt at flyve skal vi være mange flere. Har du lyst til at smage hvordan virkelig friske grøntsager smager? Eller glæde dine gæster med velfærdskød, mjød, unikke specialiteter og meget mere? Så spring ind i ringen til os.

Der er altid plads til en til i REKO- ring Køge.

 

 

Advarsel. Høns er farlige dyr.

Længere tids samvær kan udløse psykisk afhængighed. Det starter gerne stille og roligt med tre styks fjerkræ i et ombygget legehus. Men inden du får sagt ’økologisk selvforsyning’, spankulerer 20-30 fugle omkring og æder hele grøntsagsbedet. Skider på fliserne. Og hakker nærgående på køkkenvinduet, hvis du er for længe om at komme ud med aftenguf.

Passionen har grebet om sig her. Vi har nu fem forskellige racer. Sidst ankomne er fjerkræets dronning, den fornemme franske race La Bresse, der er suveræn til både kød og æg. Som ekstra finesse bærer hønsene rød kam, hvide fjer og blå ben. Oh la la, selveste trikoloren inkarneret.

Takket være en god kollega har vi fået fingre i to hønniker, som unge høns kaldes før de lægger æg, plus en unghane, så vi kan lægge grunden til vores egen bestand. Nu skal de søde nye pus bare møde de andre høns.

Sammenbragte hønsefamilier kommer bedst fra start, hvis sammenføringen sker om aftenen, når alle de gamle matriarker er gået på pind for natten. Næste morgen glor alle lidt forvirret på hinanden.

”Pork, goooork… hvem er du? Du skal ikke tro, du er noget.”

Hak og hug uddeles til højre og venstre – og dermed er introduktionen overstået og familieforøgelsen på plads. Som regel.

Men ikke denne gang. Vores nye hanekylling viser sig desværre at være lige så dum, som han er smuk. I skumringstimen fjumser han forvildet rundt og kan ikke finde indgangen til hønsehuset. Han flakser mod naboernes vindue. Vi bliver alarmeret, men for sent, han er ingen steder at finde.

Egentlig havde vi opgivet både ham og drømmen om at avle La Bresse, da en anden nabo fra gården Engholm to dage senere står i indkørslen og spørger, om vi har høns. Hvide høns.

Den lille hanefyr med dårlig stedsans er simpelthen flyttet ind i hækken på den anden side af vejen. Snart mosler vi rundt, naboen og jeg, med hønseguf og fangstnet, alt imens min kære husbond ligger på maven i hækken og roder med en kæp for at indfange det rædselsslagne fjerkræ.

Det går heldigvis godt. Snart kan vi hjemføre den fortabte hanekylling af fornem byrd indhyllet i en fleecetrøje. Meget sulten er han, men energisk nok til at skræppe fortørnet op, da han får øje på sine artsfæller. Som om det er alle de andre høns, der er fatsvage og har svigtet ham.

 

Tilbage udestår en detalje. Hvilket navn passer til en hanekylling, som er lidt fin på den, men langt fra lige så klog som damerne omkring ham?

Selvfølgelig! Han skal da hedde Hans-Christian, udtalt på Maude-måden.

Hallo – hallo. Så lyder katastrofealarmen igen. Opvarmning af havene går hurtigere end hidtil antaget, viser ny rapport i tidskriftet Nature. Havene stiger derfor hurtigere end først frygtet. Selv hvis vi satte totalt stop for menneskabt udledning i morgen, vil oversvømmelser og andre ulykker hærge længe endnu.

Fortvivl ikke. For vi kan hive CO2 ud af luften og stoppe det ned i jorden igen. Hvordan?  Gennem massiv omstilling af landbruget. Og her er en tanke, som ikke vinder popularitetskonkurrencer i veganerkredse .  Vi har brug for dyrene, altså  kødproduktion, for at kunne gøre det effektivt. Forklaring følger.

CO2 skal da jordes

Kulstof hober sig op i jorden, når vi genopbygger mulden med naturnære metoder som regenerativt jordbrug, permakultur, no-dig , skovlandbrug og hvad det ellers hedder alt sammen. Metoder der efterligner naturen, og giver mad til mennesker og dyr. Hvordan det?

Jo, planter suger CO2 ud af luften og forvandler det til biomasse. Nuvel, jo flere og større  planterødder, der trænger dybt i jorden, jo mindre CO2 vender tilbage til luften. Derfor skal vi dyrke mange flere træer og buske med store dybe rodsystemer i adskillelige underjordiske etager.

Kedelige kornarter og enårige grøntsager med overfladiske rødder, som vi spiser i dag, kan med held erstattes af flerårige afgrøder. Som ekstra bonus slipper vi for at grave haven og pløje marken.

 

Fremtidens jordbrug ligner Afrikas savanne

Kort sagt skal vi sætte træer, buske, græs og urter i en skøn blanding på tidligere kornmarker. Visualiser savannen i Afrika. Et af verdens mest produktive økosystemer, hvor tætheden af græssende dyr er stor.

Forestil dig, at buske og træer står i lange åbne rækker, der følger landskabets konturer,  med græs og urter mellem rækkerne. Så har du et billede på fremtidens landbrug, der aktivt fjerner CO2 fra atmosfæren – og samtidig leverer både frugt, grønt, foder og kød.

Princippet er ligetil, vi skal bare efterligne naturen. Urter og græs er basisafgrøder i sådan et system. Græs gror afsindigt godt på vores breddegrader. Og allerbedst når det græsses.

Gid vi bare kunne kaste os ned på alle fire i frokostpausen og gnaske løs af græsplænen. Så var alle problemer løst. Desværre kan mennesker ikke fordøje cellulose, som fyldstoffet i græs hedder. Men kaniner kan.

 

 

 

Lækre afgrøder giver lugtfri gødning

Mennesker kan leve af nødder, kastanjer, æbler, bær, jordskokker, gulerødder, krydderurter, solsikkekerner og mere, der dyrkes i sådan et regenerativt system. Alt imens kaninerne gnasker løs af  grene, blade, gulerodstoppe og mange andre rester fra fødevareproduktionen.

Udover delikat og sundt kaninkød får vi kaninkugler retur som biprodukt. Finere lugtfri gødning for planter findes ikke og næringsstofferne cykler derudaf i et næsten sluttet kredsløb.

I stedet for kaniner kunne der  stå gæs eller geder ovenfor. Pointen er, at nøjsomme små græssende dyr fremmer produktionen af plantebiomasse i komplekse økosystemer.

Græsning øger ny tilvækst af græs og mange andre planter forynges også af et moderat græsningstryk. Gødning fra dyrene speeder næringskredsløbet op. Resultatet bliver større oplagring af CO2 i jorden med dyr end uden dyr. Vi kan ikke undvære dyr i naturnært landbrug.

 

Bombastiske dogmer 

I øjeblikket kører en kampagne fra Simple Feast, der sælger grøntsagskasser, for at bandlyse kød totalt.  Antallet af veganere vokser, lader det til.

Undskyld mig, men det er altså misforstået og alt for enkelt, som bombastiske dogmer altid er.

Selvfølgelig skal vi spise mindre kød. Men en smule kød fra  regenerative dyrkningssystemer, hvor dyrene lever et frit og godt liv – og hvor dyrene spiller den vigtige rolle for økosystemets processer, som de også gør i naturen.

Ja, sådan noget kød er altså helt i orden med klimaet.

Velbekomme.

”For fanden – der er aldrig noget, der virker”

Herren til Daltoft har bakset i en time med at samle det nye udstyr. Det bedste af det bedste ud i semiprofessionelt mosteri til tusindvis af gode danske kroner. Den store cylinderformede tingest kværner larmende en, to, tre æbler og går så i stå. Igen og igen.

Krisebarometeret sniger lige så stille op i det røde felt. For rundt omkring på grunden står æbletræerne så bugnede fulde af frugt, at grenene er begyndt at knække under vægten. De første seks flyttekasser står klar. Fyldt til randen med søde rødkindede æbler i forventning om, at maskineriet formår at forvandle frugt til most i en ruf. Og nu virker skidtet ikke.

I den slags situationer viser al erfaring, at Fruen til Daltoft gør klogt i at formulere sig kort og nøgternt.

”Jeg kigger lige i manualen.”

Her må indskydes, at det selvfølgelig ikke er noget billigt kinesisk bras, der er investeret i. Men derimod gedigen italiensk kvalitet. Italienerne er fremragende til at fremstille sko, tøj, tasker og skinker. Så hvorfor ikke et mekanisk mosteri? En djævel hvisker noget med nogle IC4-tog. Den overhører vi lige.

Lad mig se. Måske står der noget brugbart i den engelske oversættelse af Molina Macina Frutta, som instruksen til apparatet hedder. Aha:

“Before starting … (2) check that the sense of rotation of the screw must be that indicated by the arrow.”

Så føler man sig beslægtet med den stakkels spanske tjener Manuel fra tv-serien Halløj på Badehotellet. Hver gang han modtager en instruks fra chefen, måber han og læsper …

”Que??”

Helt ærligt. Hvordan kan en skrue have fornemmelse for rotation? Hvilken pil indikerer denne spirituelle egenskab ved skruen? Og hvad har det med noget at gøre?

 

Gudskelov er der tegninger i instruksen. Og et billede siger virkelig mere end 1000 ord. Bemærker pludselig skruerne. Hver anden sidder på sned og hver anden hænger ligesom løst. Heureka! Nu skal denne lysende indsigt blot formidles med følelse til ham, der normalt besidder førertrøjen i teknisk snilde her i firmaet.

”Måske skal de der beslag ligesom drejes lidt. Bare et forslag.”

 

Banden og svovlen slår over i latterbrøl. Endelig kværner kværnen æblerne til pulp. Pulpen kommer i pressen.

Imens nikker Fruen ærbødigt til et længere foredrag om hydraulik og vand og pumper som forårsager, at den gyldne drik omsider fosser ned i spanden.

 

 

Danske æbler var længe på retur, fordi ”billige” æbler fra Sydeuropa (læs: elendige arbejdsvilkår for plukkerne) næsten udkonkurrerede de danske æbleplantager.

Men forarbejdet til most er danske æbler et helt anderledes værdsat produkt. Kort sagt: Juice them or loose them.

Så det gør vi. Mosten hældes fra spand på glasflasker, som pasteuriseres. Så holder mosten sig frisk et helt år. En energikrævende proces. Der springer et par sikringer, men pyt.

Hovedsagen er, at vi nu står med et super produkt. Række efter række af lækker most. Og hey, æblemosten er til salg!

De høns altså. En evig kilde til underholdning og refleksion. Tag nu skrukhønen, som i sandhed er en Hønemor. I hvert fald mens kyllingerne er små. En sommerdag imponerer hun virkelig. Jeg hyler op.

”Claus, Claus kom og se, hønen har fanget en rotte. Hun slår den ihjel”

Hønen bruser med vingerne foldet ud i en vifte, bag hvilken alle de søde små kyllinger står skræmt, men effektivt skærmet mod skadedyret. Imens tildeler Hønemor rotten det ene sønderlemmende hak efter det andet. Hak, hak i hovedet og hak, hak i ryggen. Kærlighed og krig i samme pakke. Multi-tasking er jo noget, hunner er gode til. Rotten lever endnu, men kan ikke længere bruge benene.

Vi har hos Alt godt fra Haven henover sommeren kæmpet en sej kamp for at undgå rotter. Det er umuligt.  Heri deler vi skæbne med mange fra by og land i det Herrens år 2018. Drevet af tørst søger de uønskede strejfere fra udtørrede vandhuller mod husdyrenes forsyninger. Sådan er det.

Vores stærkeste allierede i kampen har hidtil været Storemis og Lillemis, der nødvendigvis måtte omdøbes til Smukkemis og Grimmemis, da den lille vilde killing pludselig vokser sig større end den store. De to katte patruljerer hver nat på loftet over stalden.

Vores begejstring vil derfor ingen ende tage, da vi opdager, at vi potentielt har 20 ekstra superseje fjerklædte rottedræbere på matriklen. Så batter det noget.

I front for rottebekæmpelsen står general Sundae, en græsk gadehund, vi har taget til os, fordi han grangiveligt ligner en rottefænger af terriertypen iblandet lidt bulldog og et skvæt beagle. Som bonus er han allerede voksen og renlig. En plug-and-play hund, tror vi nok. Som selvfølgelig vil have godt af lidt oplæring, og nu byder muligheden sig.

”Giv den til Sundae, giv den til Sundae” skråler jeg eksalteret.

Min ridder, min frygtløse helt – samler med en greb den halvdøde rotte op og serverer den for hunden. Vi glor spændt. Hvad mon der nu sker?

Sundae ser undrende på os. Mærker forventningspresset. Snuser prøvende til rotten og begynder så omsorgsfuldt at slikke dens bagparti, den er jo såret.

 

 

Suk. Sundae er lutter Kærlighed helt uden krig. Claus gør kort proces og afslutter aflivningen.

Kyllingerne vokser til og en dag sniger Hønemor sig væk fra sit afkom. Åh nej. Der kunne jo komme en kat-ræv-rotte forbi igen. Så jeg må slippe mine gøremål og vogte kyllinger indtil hun kommer på bedre tanker. Hønemor spadserer lydløst i en stor bue væk fra kyllingerne, gennem Andeby  tilbage mod Galeanstalten, som vi kalder det nye hønsehus.

Hanen Hannibal får øje på hende og spæner hende i møde. Hun lægger sig pænt til at vente med gumpen hævet. De holder et særdeles frugtbart møde, må man sige.

Så en Hønemor kan altså blive træt af at passe teenage-kyllinger og trænge til en rusketur. Det forstås.

En aften sidder hun igen på pind i Galeanstalten med de andre hønsefanter. Kyllingerne sover alene. Åbenbart store nok til at klare sig selv.

Men hvad sker der på arbejdspladsen, når man har været væk på barsel? Man er pludselig drattet nederst i hakkeordenen, er man. De andre medarbejdere har overtaget alle de sjoveste opgaver. Den bedste kontorplads/redekasse er pludselig optaget. Det er overhovedet ikke morsomt.

Så Hønemor vender atter tilbage til kyllingerne. Hun har besluttet sig for at starte som selvstændig med sit eget team, hvor hun kan være boss. Det forstås også.

Han svinger jernstangen. Jeg vender ryggen til og holder mig for ørene. Slaget rammer præcist bagsiden af kraniet og det smukke unge dyr er øjeblikkeligt ekspederet til de evige kaninmarker.

Duften af frisk æblegren og hænder, der nusser langs kindbenet er det sidste i denne verden mine dejlige kaniner sanser. Lige præcis sådan elsker en kanin at blive rørt. Så lukker den øjnene, rejser ørene og strækker halsen. Nakken blottes en smule. Slaget kan gå rent ind, uden den opdager det mindste.

Nu skal dyret op at hænge med benene i to løkker. Halsen åbnes og blodet løber fra. Jeg trækker vejret igen, lettet over at vi kan finde ud af at aflive uden stress – i det mindste uden stress for dyrene.

Det er kun et halvt år siden jeg hentede mine første avlskaniner i en flyttekasse. Nu hænger det første kuld slagtede kaniner allerede på stribe under et halvtag og venter på at blive pelset og renset. Sjældent har jeg lært så meget så hurtigt – og det helt uden at få et fint stykke papir til mappen med eksamensbeviser.

Solen kravler op over trætoppene nu og brænder os i knæhaserne. Det skal gå tjept, for termometeret når hurtigt 30 plus i denne historisk varme sommer.

Pelsen løsnes fra ben, bug og bagdel og trækkes som en løs overfrakke ned over dyret. Ærgerligt at se de fine silkebløde skind glide ned i posen med slagteriaffald. Men erfarne avlere siger, at dyrene skal være noget ældre end 4 måneder før skindet kan garves med godt resultat. I takt med at skindet bliver stærkere bliver kødet også sejere, så her har vi et ægte dilemma.

Vi må pejle os ind på det optimale slagtetidspunkt for både skind og kød.  Af respekt for dyrene er målet med tiden at udnytte det hele. Rub og stub.

Kødet til menneskemad, ørene til hundemad, hjerte og lever til den fineste gæstemad. Pelsen til beklædning. Poterne til talismaner. Indvolde og kranier til kompostering, så molekylerne kan vende tilbage til universets evige kredsløb.

Min husbond fører kniven, mens sveden perler på panden. Jeg skygger med parasollen og læser frit op fra manualen. Man er vel akademiker, ikke sandt.

”Tag nu tarmene ud og beskyt med den anden hånd leveren. Pas på galdeblæren.  Går den i stykker i dyret skal hele slagtekroppen kasseres.”

Jeg skyller de rensede dyr. Tillader mig lige et par sekunder at beundre de veludviklede rygmuskler. Jeg er rent ud sagt pissehamrende stolt af mit produkt, undskyld mit sprog. Slagtekroppene skal ligge i koldt vand med køleelementer i en time, for ikke at blive tørre. Pyh, så kan vi lige nå lidt frokost inden der skal vejes, pakkes, mærkes og fryses.

Der hersker et fuldkommen grotesk misforhold mellem arbejdsindsats og udbytte ved at avle kaniner, som vi gør. Så hvorfor gøre det?

Det er et spørgsmål om viden og tro.

Vi ved, at meget endnu kan strømlines uden at gå på kompromis med dyrevelfærd, kvalitet eller miljøvenlighed.

Vi tror, gourmander derude gerne betaler lidt mere for vores produkt end for franske eller kinesiske ditto opdrættet under kummerlige forhold.

Spændende bliver det at tage temperaturen på forbrugernes tanker om Alt Godt fra Haven og vores kaniner, når vi svinger forbi Smag på Stevns på Rødvig Havn d. 4. august. I år som tilskuere, til næste år som deltagere.

Vi ses!

Husets søn Lucas, 17 år, da han smager kanin for første gang:

“Jeg kan faktisk bedre lide kanin end kylling. Det smager af mere.”

 

Tør man tro det?

Tre uger er gået. Halvstore kaninunger hopper stadig frit omkring i de nye kæmpestore løbegårde. Ræven, den flammerøde snigmorder har holdt snuden for sig selv. Og ingen af de langørede har forceret hegnet. Endnu.

Bliver det ved, kan vi omkring 1. august fylde fryseren med sundt og klimavenligt kød fra dyr, der har levet et ypperligt liv.  I ventetiden drysser vi koriander, dild, citronmelisse og løvstikke ud over kaninernes menu med rund hånd. Måske al det herlige foder kan smages på resultatet? Vi må håbe.

Duften i aftenluften ved fodringstid. Den kan vi i hvert fald nyde, mens vi går rundt og glæder os.

 

Potentielle udbryderkonger

Umiddelbart burde det være ligetil at holde kaniner på friland. Bare smæk en indhegning op.

Men som bekendt kan kaniner grave – og smut væk er de.  Et mindre velkendt faktum er, at kaniner også kan klatre. Nogle af dem hopper tilmed temmelig højt og springer ganske langt.

Danmarksrekorden i højdespring for dresserede kaniner er 99,5  cm. Kaninhop er skam en seriøs sport her til lands.

Byder indhegningen på god plads og rigelig mad, listige gemmesteder og godt selskab, vil kaninerne dog næppe presse fysikken til det yderste for at undslippe. De bliver simpelthen magelige.

Minder om livet som lønslave. En god kantine, fast løn, eget kontor og hyggelige kolleger. Så bliver de fleste af os kontornussere gerne hængende med røv i sæde foran tastaturet år efter år fremfor at tage springet over hegnet ud i det store ukendte. Derude hvor rovdyr hærger og livets fornødenheder ikke kan tages for givet.

En tilfreds kanin vil ligesom en ditto medarbejder forblive indenfor hegnets sikkerhed indtil dagen for naturlig afgang, så avleren (arbejdsgiveren) får et ordentligt afkast af sin investering.

 

Fra parkeringsplads til løbegård

”Øv, her kan vi ikke lave køkkenhave. Men hey, det er perfekt til kaniner.”

Sådan blev ærgrelse til glæde vendt, da det viste sig at et stort areal tæt på huset er ubrugeligt som køkkenhave, fordi et kompakt lag grus og småsten bremser al rodvækst. Stykket har i sin tid været anvendt til parkering af motoriserede køretøjer, velsagtens.

Kaniner graver for sjov, hvis de kan komme afsted med det. Helt fint, for det giver god motion til forbenene, som senere skal blive til delikate ’rabbit vings’. Men et kørefast underlag af grus og sten forhindrer dyrene i at gå helt under jorden. Smart, ikke? Fliser kan også bruges.

Kaniner graver særligt intenst, når de møder en forhindring. Derfor er hønsenettet bøjet ind og dækket med jord langs hele indhegningens omkreds. Selv den kvikkeste kanin vil nemlig have svært ved at regne ud, at den skal begynde at grave 50 cm før selve hegnet.

Skulle en særlig akrobatisk kanin finde på at klatre op ad hegnet støder den på et indvendigt strømførende kabel. Zapp!! Det gør en klog kanin vist kun en gang.

 

Hold kaniner inde med både gulerod og pisk

Så set fra et dyreetisk standpunkt er det bedst at holde disse potentielle Houdinier indespærret med gulerodsmetoden. Altså, tilbyde et stimulerende miljø, hvor alle basale behov er dækket.

Desværre er det også tilrådeligt at holde en lille pisk diskret bag ryggen. Her består pisken i effektiv perimetersikring med tre gange strømførende hegn.

Indhegningen er sammenfattet konstrueret således:

1. Fast underlag
2. Hønsenet de nederste 40 cm og 50 cm bukket ind. Hundehegn øverst
3. Tre gange strømførende tråde

 

Hold ræven ude med mandetis

Mandlige frokostgæster synes nok, vi har en lidt underlig måde at byde velkommen på. Gæsterne får som det første besked på, at de hellere end gerne må gå ud og tisse langs kaninhegnet, skulle trangen komme over dem.

”Pis lige territoriet af, please. ”

Sådan helt bogstaveligt. Men det er ikke fis. Lugten af mandetis skulle efter sigende virke afskrækkende på ræven. I det tilfælde, at vi får besøg af ræve uden lugtesans, er der strøm på ydersiden både oppe og nede. Så Mikkel bliver zappet hvad enten han forsøger at grave under eller hoppe over.

Vores hunde har været så venlige at afprøve om strømhegnet virker. Det gør det. Tak for det, kære hunde.

Al denne sikring er noget værre bøvl og ikke billigt. Måske er det hele en smule overdrevet. Hoppedyrene har i hvert fald hygget sig gevaldigt indtil videre og udfordrer slet ikke rammerne.

Meeen…

Better safe than sorry.

 

Nogle dage som bondeknold er rolige og forudsigelige. Faktisk er de dage undtagelsen. Oftest sker der et eller andet overraskende, ja til tider sindsoprivende, når man har så mange dyr.

For eksempel en dag, hvor den grå puttehøne skælder ud og gemmer sig for Hansemand. Mærkeligt. Så tager jeg tid. Og det er ikke løgn. Hansemand, som hidtil har virket affældig, springer på puttehønen hvert tredje minut. Holder hende fast med sine sylespidse hanesporer under akten. Det kan en høne måske godt holde til hver anden dag, men ikke hvert tredje minut.

Et nærmere eftersyn afslører, at hønen er flået op i siden under vingen – og så gives der kun en udvej. Akut aflivning. Næsten voldtaget til døde er hun, staklen.

Udover at være en liderlig karl er Hansemand også kamplysten. En eftermiddag møder Hansemand unghanen Hannibal, fordi de begge forsøgsvist får udgang samtidig på den to hektar store grund.  Ud fra den naive betragtning, at her må være plads nok til to haner med hver sin flok høns og tilhørende hønsehus. Men nej.

Hansemand puster sig op og går frontalt til angreb med sporerne fremme, så det flyver med fjer til alle sider.  Kampen bliver kort. Hannibal taber og står forstenet tilbage, mens en bloddråbe løber fra kammen ned langs næbet.

 

Hannibal kære Hannibal

Du som er så blid og god. Du som fordeler din rigelige gunst ligeligt mellem alle hønsefanterne. Og klukker mildt og længe, når du finder en godbid. Som om du synger:

”Damerne først, damerne først”

Kun hvis ingen af damerne får øje på den, nupper Hannibal regnormen til sig selv. Virkelig en gentleman.

Men selvfølgelig kan man kun have én fritgående hane ad gangen. Selv i en meget stor have. Det er ikke spor svært at vælge, hvis hoved skal ende på huggeblokken.

Den aften er der mad nok til rævens unger. Farvel og tak,  Hansemand.

 

Vuggedød i hønsegården

En anden morgen løfter jeg en skrukhøne forsigtigt af reden så fuld af varme æg. Det er dagen før dagen.

”Kom nu lille ven, du trænger til en lille pause og til at spise lidt”, pludrer jeg.

Spiddet på hønens ene klo sidder en nyklækket kylling.

Våd endnu, for tidlig født, udmattet pippende løftes den med op. Halvdød før livet rigtigt begynder. Indrømmet, sådan et syn får det til at stramme om hjertet. Mere hårdkogt bondeknold er jeg ikke endnu.

Andre dage står den bare på fuldfed idyl her midt i midsommerens babyboom. Vi vælter os i puttenuttede ællinger og lækre kaninunger. Smæsker os i skovjordbær, mens kirsebærrene rødmer dybere for hver dag og vi lige så stille drukner i mængderne af nye kartofler.

Sådan er der nemlig også her i Udkanten – alias Sommerlandet.